18.500 logrende haler under ét tag, bjæf, godbidder, konkurrencer, kåringer og Dog Dancing. Det er det største hundearrangement på dansk jord nogensinde, der i disse dage udspiller sig i messehallerne i Herning. Frem til og med søndag 21. maj har hundeelskere fra hele verden mulighed for at komme tæt på Europas flotteste hunde, opleve flere end 350 forskellige hunderacer, lytte til spændende indlæg og hente viden om blandt andet hundesprog samt shoppe løs til de firbenede blandt flere end 70 standholdere i et stort messeområde.
Til European Dog Show 2023 dyster nogle af verdens smukkeste hunde om titlen som ’Europa Vinder 2023', ligesom andre konkurrerer i henholdsvis smidighed og lydighed. En af eventens helt store trækplastre er ’VM i Dog Dancing’, hvor verdens dygtigste hunde og hundeførere sammen optræder til musik i konkurrencen om den eftertragtede titel som verdensmestre i hundedans.
Her konkurreres der i to discipliner: den frie disciplin 'Freestyle' og den mere tekniske disciplin 'Heelwork To Music'. 'Heelwork To Music'-konkurrencen for hold finder sted fredag, mens 'Freestyle' for hold kan opleves lørdag. Søndag er der individuelle finaler, hvor også de individuelle verdensmestre kåres.
European Dog Show finder sted 18.-21. maj 2023 i MCH Messecenter Herning. Læs mere om arrangementet, se program og køb billet her.