07-12-2024  - MCH Presse

FaceOff: Danmarks største gymnastikshow løftede taget på Jyske Bank Boxen

FaceOff: Danmarks største gymnastikshow løftede taget på Jyske Bank Boxen

Foto: Jacob Almtoft

Jyske Bank Boxen var lørdag forvandlet til en arena med energi, spektakulære præstationer og underholdning i verdensklasse, da den internationale gymnastikkonkurrence FaceOff fejrede sit 10-års jubilæum. Eventen var det største indendørs gymnastikevent i Danmark nogensinde og tiltrak 9.496 tilskuere.

Stemningen var på sit højeste, da Jyske Bank Boxen lørdag 7. december lagde gulv til Danmarks største indendørs gymnastikevent nogensinde. Tyngdekraften blev udfordret, og grænserne for, hvad der er muligt inden for gymnastik og akrobatik, blev skubbet til det yderste.

På gulvet dystede 56 af verdens bedste gymnaster i ekstreme discipliner og imponerede med kraftfulde spring og betagende tricks akkompagneret af energisk musik og et lysshow, der tryllebandt både store og små.

Konkurrencer, fejring og musikalsk underholdning
FaceOffs jubilæumsfejring kombinerede en unik blanding af konkurrencer, showelementer og musikalsk underholdning. Dagen blev indledt med et spektakulært åbningsshow, som straks satte stemningen.

I Individuals-konkurrencen dystede otte af verdens bedste atleter – både mænd og kvinder – i ekstreme discipliner, hvor det var Ásta Kristinsdóttir og Tofig Aliyev, der løb med den ærefulde sejr.

Senere fulgte Crew-konkurrencen, hvor fire hold af 10 gymnaster leverede imponerende spring og koreografier. Hver bevægelse blev fulgt intenst af publikum, der kvitterede med jubelbrøl og stående klapsalver. Vinderen af holdkonkurrencen blev Team Young Guns, mens Oliver Funch modtog Cirque Du Soleils prestigefyldte MVP Award (Most Valued Player).

Showet bød også på en musikalsk overraskelse, da den populære kunstner Pind indtog gulvet. Med sin energifyldte optræden skabte han den perfekte ramme for dagens akrobatiske højdepunkter.

FaceOff, der begejstrede 9.496 tilskuere med sit spektakulære jubilæumsshow, vender tilbage til Jyske Bank Boxen lørdag 6. december 2025. Se mere og køb billet her.


Se flere billeder