28-06-2019  - MCH Presse

Fagfolk og familier samles på Nordeuropas største dyrskue

Fagfolk og familier samles på Nordeuropas største dyrskue

Landsskuet finder sted 4.-6. juli på Landsskuepladsen bag MCH Messecenter Herning. Foto: Landsskuet

Det traditionsrige landsskue i Herning byder igen i år på tre dage med dyreudstillinger, konkurrencer, underholdning, have- og naturudstilling samt masser af aktiviteter.

  • Landsskuet i Herning samler over tre dage 2.500 dyr og er dermed Nordeuropas største dyrskue samt det eneste dyrskue i Danmark, hvor dyrene kommer fra hele landet.
  • Med op til 300 udstillere af maskiner og produkter er Landsskuet også en af Nordeuropas største landbrugs- og fritidsudstillinger. Udstillerne henvender sig både til den professionelle landmand, fritidslandbrug og folk, der bor på landet eller blot nyder haven og det udendørs liv. 
  • Landsskuet finder sted 4.-6. juli på Landsskuepladsen bag MCH Messecenter Herning.
  • Besøgstal i 2018: 50.700.
  • Læs mere og køb billetter på landsskuet.dk.

Heste, grise, køer og får - og mange flere. De allerbedste og -fineste dyr fra hele landet - cirka 2.500 i alt - er på vej til Herning til Landsskuet 4.-6. juli. Udstillingen og bedømmelsen af kreaturer, heste, får, geder, kaniner, fjerkræ og katte er både for professionelle avlere, hobbyavlere og folk, der bare godt kan lide dyr og den helt specielle stemning på Landsskuepladsen.

Ud over bedømmelse af alle udstillede dyr byder programmet blandt andet på halmlegeplads, pølseværksted, besøg på barselsgangen fyldt med dyreunger, kanin-agility og grisevæddeløb. Underholdningen sørger blandt andet gadeteatergruppen Ikarus, Garderhusarregimentet og Sunsation Steel Band for.

"Bedste yver" og "Mis Landsskue" kåres

En lang række priser skal uddeles. Blandt kvæget handler det blandt andet om priserne "Modelko" og "Bedste yver", mens man kan overvære udpegningen af "Landsskuets bedste hingst" og "Skuets bedste par" blandt får og geder samt "Mis Landsskue" blandt kattene.

Have- og naturfolket kan glæde sig til god inspiration i have- og naturudstillingen. Der vil også være en lang række friluftsaktiviteter, hvor blandt andet jægere viser, hvordan de parterer et stykke vildt, mens Natur & Ungdom inviterer børn til at lave mad over bål og fange smådyr i et vandhul. I området 'Heste for Alle' er der hesteaktiviteter, stande med masser af tilbud til de hesteinteresserede samt spring- og dressurkonkurrencer, shows og opvisning.

Krydret med festlige aktiviteter som fx Plæneklipper Le Mans, mudderfodboldturnering og malkekonkurrence bliver Landsskuet en oplevelse for hele familien.