Det var DRs yngste fans, der lørdag formiddag kickstartede den store showdag. Nysgerrige øjne og store smil fyldte multiarenaen, og et væld af børn var spændte på mødet med Motor Mille, Hr. Skæg, Kristian og Onkel Reje. Glædeligt og uforglemmeligt var det i den grad for de små fans at se Ramasjang-vennerne udenfor TV’et og i et show spækket med humor, gode historier og skøn musik.
- Hey børnebanden… HEY MILLE, lød det skiftevis fra Motor Mille og jublende børn, der ivrigt dansede med på koreografien. Også de voksne fik noget at grine af, da Onkel Reje med sjove røverhistorier, kække kommentarer og en dyst i langspyt fik aktiveret lattermusklerne hos både store og små.
Fest, farver og fællessang
Senere bød dagen på et brag af en musikfest, da Jyske Bank Boxen slog dørene op til MGP MEGA SHOW: et show, hvor de otte finalister fra dette års MGP samt tre tidligere vindere Emma, Emilie og Liva lettede taget i multiarenaen.
Den gode stemning var ikke til at tage fejl af, da værterne Sofie og Jonas lagde ud med en test af publikums evne til at klappe, heppe og danse. Iklædt glimmertøj, MGP T-shirts og bøllehatte, fine hårbøjler og seje frisurer festede ellevilde fans med på samtlige hits i det næsten to timer lange show.
En rejse ned ad mindernes allé
Dagen kulminerede, da Grand Prix-koryfæer genoplivede de største danske Grand Prix-hits til den helt særlige hyldestkoncert Alletiders Melodi Grand Prix.
Det velkendte orkester Feel Good Band slog tonerne an, og med Jørgen de Mylius som vært, blev der i multiarenaen skruet tilbage til den tid, hvor vor tids største sangskatte for første gang så dagens lys.
Som at “Danse i Måneskin” var det, da Gry performede det folkekære hit for et begejstret publikum. Også Birthe Kjær, Keld og Hilda, Lise Haavik, Kirsten og Søren, Søren Poppe og Jørgen Olsen havde slået smut forbi Herning og leverede klassiker efter klassiker til den helt store guldmedalje. Evergreens som “Vi Maler Byen Rød”, “Hallo Hallo” og “Smuk som et Stjerneskud” fyldte veltilfredse fans med glade minder og rundede af for en fantastisk showdag i Jyske Bank Boxen.