Besøgende på Ferie for Alle 2017 kan jage drømmeferien blandt flere udstillere end nogensinde tidligere. Hele 1.177 udstillere deltager nemlig på messen, som dermed stadfæster sin position som Skandinaviens største.
- Vi glæder os til at åbne dørene til – bogstaveligt talt – en verden af oplevelser, siger projektchef i MCH Messecenter Herning, Anders Ladefoged Mortensen, som tager den store interesse og opbakning fra udstillerne som en stor cadeau til messen.
Med sig har udstillerne drømmeferier til destinationer i hele verden - fra Nyhavn, Norge og Nordindien til Iran, Island og Italien. De fordeler sig på områderne Udland, Danmark, Camping, Golf og Udeliv, som til sammen fylder samtlige af de herningensiske messehaller med ægte ferieånd i februar.
Rejs til Paris med 4D-simulator
- Ferie for Alle 2017 er en messe fyldt med gode tilbud og masser af inspiration. Desuden er messen en oplevelse i sig selv. Udstillerne bringer ikke bare deres ekspertise med sig, de står også klar med masser af underholdning, konkurrencer og oplevelser for både store og små, siger Anders Ladefoged Mortensen.
Således kan besøgende på Ferie for Alle 2017 blandt andet suge inspiration til sig på 130 gratis rejseforedrag, deltage i rejseauktioner og sågar slentre ned af gaderne i både Paris, London og Barcelona, mens de er i Herning. Sidstnævnte gøres muligt af Spies, hvis 4D-storbysimulator lader besøgende foretage en virtuel rejse, som er så virkelighedstro, at det kan være svært at tro på.
- Ikke alene kan brillerne sende én ind i alle kroge af de tre byer, men en duftspreder sørger også for den rette duft, når der bydes på en pandekage i Paris, en dampende kop kaffe i London eller fristende pålæg på et marked i Barcelona, fortæller marketingchef hos Spies Eva Lundgren.
Det er første gang i Europa, at en rejsearrangør simulerer storbyoplevelser med sanseindtryk som billeder, lyde og dufte.
Charter, Iran, golf og camping
Blandt udstillerne, som for første gang deltager på Ferie for Alle, findes Welcome to Iran, som siden 1973 har arrangeret rejser i Persiens Perle, og Det officielle Kinesiske Turistkontor, som vil markere, at 2017 er officielt Kinesisk-Dansk Turismeår.
Besøgende kan også se frem mod samtlige af Danmarks største charterbureauer, Matadors Grisehandler Larsen, som er del af standen hos forlystelsesparken Bakken, og golfspecialisterne fra Wilson Staff, som fremviser en 18 tons tung Mercedes Tour Bus. Bussen rummer de nyeste customfit-faciliteter, der er afgørende for professionelle tourspillere, og kan opleves på den del af messen, som udgør Danmarks største golfudstilling.
Årets officielle partner på Ferie for Alle er camping. Det betyder, at alle messens områder vil emme af hyggelig campingånd med noget for både campingentusiaster, -novicer og de, som aldrig troede, de skulle sætte sig i en campingstol.
På messen præsenteres samtlige mærker af campingvogne, autocampere og teltvogne på det danske marked samt et kæmpe udvalg af udstyr, fortelte og pladser i både ind- og udland.