22-02-2019  - MCH Presse

Ferie for Alle: Passion for ferier og oplevelser

Ferie for Alle: Passion for ferier og oplevelser

Ferie for Alle 2019 blev åbnet med ægte caribisk stemning, konfettiregn og en gigantisk cigar. Foto. MCH/Lars Møller.

Skandinaviens største rejsemesse, Ferie for Alle, blev fredag morgen åbnet med høj cigarføring, dans og caribiske rytmer. 1.131 udstillere og 3.000 ferieeksperter står hele weekenden klar med fuld fokus på feriedrømme og oplevelser i MCH Messecenter Herning.

14 haller i MCH Messecenter Herning er blevet forvandlet til et ferieparadis med alt, hvad ethvert feriehjerte begærer. Om drømmen er en ny campingvogn, en eksotisk ferie i Caribien, ferie i dejlige Danmark, en golfrejse til Spanien, safari i Afrika eller noget helt andet, så kan feriedrømmene gå i opfyldelse hele weekenden 22.-24. februar.

Ved den officielle åbning takkede administrerende direktør i MCH A/S, Georg Sørensen, de 1.131 udstillere og 3.000 ferieeksperter på standene for deres opbakning og bød også velkommen til årets partner Caribien, hvor de danske håndboldherrer sidste sommer grundlagde det verdensmesterskab, de vandt i Jyske Bank Boxen. Georg Sørensen fremhævede passionen som et fællestræk for verdensmestrene og udstillerne.

- Passion er et stærkt ord og en vigtig faktor for succes. I sport, på arbejde og derhjemme. Tak til jer alle for jeres passion og deltagelse her på Ferie for Alle. På grund af jer kan vi byde indenfor til den største og mest besøgte rejsemesse i Skandinavien, sagde Georg Sørensen og understregede igen vigtigheden af det personlige møde:

- Ferie for Alle kan noget særligt, og der opstår magi, når mennesker mødes ansigt til ansigt. Facebook er godt for mange, men face to face vil altid være dobbelt så godt.

Caribien kan opleves i Herning
Caribien er med Cuba og Den Dominikanske Republik i centrum årets tema, og Ferie for Alle byder derfor på ægte caribisk stemning med musik, dans og cigarer. De to lande havde valgt Peder Hornshøj, administrerende direktør i Bravo Tours, som åbningstaler, og han fortalte om Caribiens enestående muligheder og opfordrede de besøgende til at opleve Caribien.

- Det er en ære for mig at sige, at disse to eksotiske og smukke lande, Cuba og Den Dominikanske Republik, i dag er landene, der forbinder Caribien til denne enestående messe i MCH Messecenter Herning. Cuba og Den Dominikanske Republik har taget føringen på at bringe Caribien til Herning denne weekend.

Hæder til branchen
I forbindelse med åbningen af Ferie for Alle uddelte Danske Rejsejournalister traditionen tro de eftertragtede priser Årets Rejsejournalist og Havfrueprisen. Priserne blev uddelt af formand for Danske Rejsejournalister, Anne-Vibeke Isaksen. Årets Rejsejournalist 2019 blev Tina Krongaard fra Politiken og Turen Går Til, der fik prisen for sit arbejde, sin passion og sin evne til at inspirere.

Havfrueprisen blev uddelt for 17. gang til Ferie for Alle. Prisen går til en person eller et firma, der har gjort en hel speciel og prisværdig indsats for danskerne på deres ferie i Danmark. Prisen gik i år til Fårup Sommerland, der fik prisen for at have gjort en unik og bemærkelsesværdig forskel for gæsterne. Prisen blev modtaget af HR-chef Jesper Jensen fra Fårup Sommerland.

Tillykke til Danmark
Georg Sørensen sluttede af med at lykønske Danmark og Tour de France med den netop offentliggjorte tour-start i 2021.

- Danmark bliver i 2021 en endnu mere attraktiv destination. Starten er langt større, end de fleste kan forestille sig, og kommer til at betyde masser af muligheder og massiv omtale, sagde Georg Sørensen og fortsatte:

- Derfor et stort og hjerteligt tillykke til Danmark, København samt de involverede områder og byer med endnu en stor sportsbegivenhed til Danmark: Le Grand Depart au Danemark.

Ferie for Alle 2019 foregår i MCH Messecenter Herning fra 22.-24. februar. I år er temaet til Ferie for Alle Caribien - med særligt fokus på Cuba og Den Dominikanske Republik. Til Skandinaviens største feriemesse, Ferie for Alle, står 3.000 eksperter klar til at hjælpe og inspirere de omkring 60.000 besøgende i de fem temaområder: 'Danmark', 'Udland', 'Camping', 'Udeliv' og 'Golf'.


Se flere billeder