Ægte drama. De undertippede, der slår favoritterne. Landsdele, der kæmper for deres by og deres farver. Det er præcis dét, pokalturneringen kan – og vi tør allerede nu godt love, at herrernes Final4 2026 vil byde på intensitet, store følelser og håndbold på højeste niveau med fire hold, der alle tørster efter titlen.
14. og 15. februar skal pokalslaget stå i multiarenaen i det midtjyske. Efter fire nervepirrende kvartfinaler og den efterfølgende lodtrækning står det klart, at SønderjyskE Herrehåndbold skal møde TMS Ringsted i kampen om en finalebillet, mens Aalborg Håndbold og GOG mødes i den anden semifinale.
Når Jyske Bank Boxen atter slår dørene op til pokalhåndbold, er det således både med rutinerede titelbejlere og sultne debutanter. Spørgsmålet er, om giganterne holder stand og løfter pokalen – eller om de undertippede skriver pokalhistorie, når det hele skal afgøres.
Final4 udspiller sig i Jyske Bank Boxen lørdag 14. februar og søndag 15. februar 2026. Billetter kan købes her.