26-03-2019  - MCH Presse

Find genbrugsguld og retroklassikere i MCH Messecenter Herning

Find genbrugsguld og retroklassikere i MCH Messecenter Herning

Oplev Loppe & Stumpemarked i MCH Messecenter Herning lørdag den 30. marts kl. 08.00-16.00. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Den sidste lørdag i marts kan man atter gå på jagt efter retrofund og reservedele, når MCH Messecenter Herning åbner dørene til Loppe & Stumpemarked.

FAKTA

Loppe & Stumpemarked finder sted lørdag den 30. marts kl. 08.00-16.00 i MCH Messecenter Herning. Det første Stumpemarked blev holdt 10. november 1984. Messen afholdes to gange årligt. Den aktuelle messe er den 69. udgave.

Loppe & Stumpemarked er delt op i to områder:

  • Lopper: Her finder man antik-, retro- og genbrugsvarer: grammofonplader, møbler, porcelæn, møntsamlinger, frimærker, bestik og meget mere.
  • Stumper: Et overflødighedshorn med tusindvis af stumper og reservedele til alle former for motoriserede køretøjer.

Der bliver masser af guld at gå ombord i og mulighed for at gøre en god handel, når cirka 400 stadeholdere tager imod de mange besøgende på Danmarks største indendørs marked den 30. marts. Her fylder Loppe & Stumpemarked otte store haller i MCH Messecenter Herning.

I afdelingen med lopper, antik, genbrugsfund og vintage, som fylder to tredjedele af messen og er et område i stor vækst, vil flere end 300 stadeholdere stå klar med møbler, lamper, bestik, vinylplader, frimærkesamlinger, porcelæn og meget mere. Og i afdelingen med bildele, motorcykler, knallerter, klubber, stumper og værktøj fremviser cirka 100 udstillere det bedste, de har.

Vi vil have ting med sjæl
I MCH ser man frem til forårets messe, og her bemærker man den stigende efterspørgsel efter loppefund med charme og historie samt genbrug generelt.

- Vi ser en tendens til, at retrofund hitter, både i tv og i vores hjem. Lige som en vin, der er modnet i mange år, har fået karakter og sjæl, sådan kan det også være med de ting, vi omgiver os med. Godt håndværk og design fra tidligere tider er både solidt, tidløst, har sjæl og karakter, siger Anders L. Mortensen, projektchef i MCH Messecenter Herning, der glæder sig til at byde gæsterne velkommen den 30. marts.

Find oldemors fajancefad og morfars møntsamling
Hvis man snart skal flytte hjemmefra, er der mulighed for at finde møblement og køkkensager til fornuftige priser, og hvis man er en kvalitetsbevidst og dedikeret samler af mønter, fajancestel eller antikke skilte, er dette også det helt rigtige sted at lede. I afdelingen med reservedele til motoriserede køretøjer har en stor del af udstillerne specialviden og mange års erfaring med at samle, finpudse og toptune biler, motorcykler, scootere og knallerter. Her kan man altså oven i den gode handel få god vejledning.