Fakta om islænderhesten
- De islandske heste stammer fra de heste, som vikingerne bragte med sig, da de bosatte sig på Island for mere end 1.100 år siden. Der har ikke været importeret heste til Island siden Vikingetiden. Den islandske hesterace er derfor Nordens eget, oprindelige fuldblod.
- Pga. den natur, hestene har levet i igennem århundreder, er de islandske heste sunde og hårdføre.
- Islænderhesten blev gennem tiden et alsidigt transportdyr i det uvejsomme terræn i Island. Den er derfor blevet en meget pålidelig, robust og behagelig ridehest, som egner sig til både voksne og børn, både i naturen og til konkurrencer.
- De særlige gangarter tölt og pas har ført til den succes, som de islandske heste har fået i de senere år i det meste af Europa og Nordamerika. De behersker desuden skridt, trav og galop som andre heste.
- Islænderhesten er desuden karakteriseret ved stor løbeglæde og lidt vildskab.
Kilde: Dansk Islandshesteforening
Islænderne erobrer Herning. Sådan kan man helt kort beskrive de fire dages festival, som nu for fjerde gang afholdes i MCH Messecenter Herning. Der er dog ikke tale om det islandske folkefærd, men den islandske hest, som er et populært og elsket ridedyr og en blændende sportsudøver. For det er den, det hele handler om, når Icehorse Festival med sport og show i verdensklasse løber af stablen torsdag 30. marts til søndag 2. april.
Og der er meget på spil for de 288 tilmeldte, internationale ekvipager (hest med rytter, red.), som deltager i ridekonkurrencerne. For Icehorse Festival rummer nemlig verdens største indendørs World Ranking List-stævne for islandsheste. Stævnet nyder stor succes og interesse fra både ind- og udland, og der har været rift om deltagerpladserne.
Vigtigt stævne i et VM-år
De medvirkende heste og ryttere skal over alle fire dage konkurrere i både sport A- og B-klasser, og der bliver stor spænding om placeringerne, ikke mindst i år, hvor der skal afholdes verdensmesterskaber for islandske heste i Holland. På den stopfyldte deltagerliste i Herning finder man både den regerende verdensmester, Julie Christiansen, med en af verdens højest kårede hingste og en anden dansk verdensmester, Jon Stenild, som deltager med flere af sine heste. Også flere andre talentfulde danskere deltager i de vigtige konkurrencer, ligesom udenlandske topryttere fra både Sverige, Norge og Tyskland, som alle kandiderer til pladserne til VM i Holland, kan opleves til Icehorse Festival.
En festival, der kun kan holdes i Herning
Konkurrencerne foregår i MCH's hal M, som er det eneste sted i Danmark, der med sine 10.500 m2 og sin rektangulære form er velegnet til at bygge den 250 meter ovale bane, der skal bruges til konkurrencerne.
- Det er en stor glæde for os at kunne huse dette arrangement, som ikke kun har betydning i den pågældende weekend, men som rækker fremad, fordi konkurrencerne har betydning for verdensranglisterne og fremtidens hestesport. At disse konkurrencer så kombineres med et væld af andre oplevelser, gør hele dette arrangement til netop det, det hedder: en festival, lyder det fra projektleder i MCH Anders L. Mortensen.
Lørdag aften kan man opleve en lang række fantastiske hingste til hingsteshowet, ligesom et flot hold unge, talentfulde heste er klar til at vise sig i futurity-klasserne.
Festivalen, som er et sandt overflødighedshorn for islandsheste-elskere, byder også på et stort messeområde, hvor 50 udstillere tilbyder alskens udstyr til hest og rytter. Der bliver desuden afholdt clinics, og til DI Talks, som er arrangeret i samarbejde med Dansk Islandshesteforening, kan publikum høre spændende og lærerige foredrag med viden om alt fra hestevelfærd og hestetænder, alrid til pas. Og så byder festivalen på overraskende shows undervejs.
For arrangøren er den høje kvalitet i fokus, og målsætningen er desuden, at Icehorse Festival skal være årets største og hyggeligste hestefest for såvel professionelle som almindeligt hesteinteresserede danskere, som i fællesskab kan nyde masser af spændende konkurrencer, store oplevelser, inspiration, shopping, underholdning og festligt samvær.
- Vi i team Icehorse Festival vil gerne byde alle velkomne til fire dages hestefest. Vi har lagt os i selen for at skabe de bedste rammer for både ryttere, udstillere, frivillige, sponsorer og ikke mindst publikum. Vi vil med åbne arme invitere alle til at komme og være med til at opleve stemningen, mærke taget løfte sig og nyde de fantastiske islandske heste indtage MCH Messecenter Herning for fjerde gang, lyder det fra Stine Sandahl, Lone Bertelsen og Rasmus Møller Jensen, der igen i år er arrangørgruppen bag Icehorse Festival.
Hele programmet for Icehorse Festival kan findes her.