Når Jyske Bank Boxen til maj danner rammen om VM i ishockey, lægger multiarenaen is til i alt 30 kampe, som flere end 100.000 allerede nu har indløst billet til. Et tal, der vækker stor begejstring hos arrangøren.
- Vi kan slå én ting fast – hockeyfesten er sikret i Herning, og vi er meget glade og taknemmelige for hver og én, der allerede nu har købt billet til kampene i Jyske Bank Boxen. Vi oplever stadig stor interesse hver dag – også her i januar, hvor folk måske for alvor har fået øje på, at der altså nu kun er fire måneder til VM. Så det er fantastisk at mærke den opbakning til årets helt store sportsbegivenhed i Danmark, konstaterer Ulrik Larsen, direktør for VM i ishockey i Jyske Bank Boxen.
Stor interesse også fra udlandet
Særligt de danske kampdage er der rift om, og både almindelige dagsbilletter og VIP-pakker går som varmt brød – og det stopper ikke her.
- Vi mærker også enorm interesse fra udlandet, der igen ønsker at komme til Herning – specielt fra Tjekkiet, Schweiz, Tyskland og Norge, men ellers er det danske tilskuere fra hele landet, som ønsker at blive en del af denne store event. Så jeg kan kun opfordre folk til at få sikret sig sine billetter hurtigst muligt – uanset om man er passioneret hockeyfan eller ej, for det bliver en rød/hvid fest, hvor der er plads til alle, fastslår Ulrik Larsen.
VM i ishockey finder sted 9.-25. maj 2025. Læs mere og køb billet hér.
Danmarks Ishockey Union arrangerer verdensmesterskabet gennem projektselskabet Ishockey VM 2025 for det internationale ishockeyforbund, IIHF. VM-projektet støttes af Sport Event Denmark, Herning Kommune og Region Midtjylland. Yderligere danske partnere er Dansk Metal, Scandic, Ticketmaster og PHØNIX TAG.