13-09-2021  - MCH PRESSE

Flere end 115 udstillere er klar til E&H

Flere end 115 udstillere er klar til E&H

Dronefoto fra seneste E&H-messe i 2018.

Både nye og velkendte udstillere står klar på græsarealerne ved MCH, når brancheforeningen Maskinleverandørerne og MCH Messecenter Herning i denne uge åbner portene til fagmessen Entreprenør & Håndværk 2021. Messen åbnes torsdag morgen af Transportminister Benny Engelbrecht.

Tre års ventetid er snart overstået for den danske entreprenør- og anlægsbranche. Landets største arbejdende fagmesse, Entreprenør & Håndværk, løber af stablen 16.-18. september 2021 på MCH Outdoor Arena i Herning, og dermed er de optimale forhold for blandt andre entreprenører, maskinførere, maskin- og materielleverandører samt branchens beslutningstagere på plads. Det er her, at branchens aktører fra både kommunalt og privat regi finder nye kontakter, får ny inspiration og bliver opdateret på den nyeste viden samt de nyeste maskiner og redskaber.

Messen spreder sig over 85.000 m2, og udstillerlisten tæller blandt andre Nicolaisen & Larsen, Stemas/JMM, SD Kjærsgaard, Wirtgen og Danske Kloakmestre. Messen afholdes sideløbende med Transport-messen, som finder sted i MCH Messecenter Herning. Begge messer åbnes torsdag morgen af Transportminister Benny Engelbrecht.

Ny pris uddeles på E&H
I år har Maskinleverandørerne som noget nyt indstiftet 'Maskinleverandørernes Nyhedspris' i forbindelse med Entreprenør & Håndværk i Herning. Alle foreningens medlemmer har haft mulighed for at indstille en eller flere maskiner eller produkter til konkurrencen, og i alt er der kommet 20 nyheder ind, som fordeler sig på 3 verdensnyheder, 14 danmarksnyheder og 3 firmanyheder. Vinderen af Nyhedsprisen kåres torsdag 16. august klokken 11:00 i restaurantteltet på E&H.

Testkørsel og demonstrationer
E&H er kendt som den arbejdende fagmesse, og derfor får de besøgende også denne gang mulighed for at opleve det store knuserområde, hvor Meldgaard, Scantruck og MIS Recycling, Bakkegaard Recycling, CBS Wearparts og Aksel Benzin udstiller knusere, neddelere og sorteranlæg, som løbende demonstreres under kyndig ledelse af Anders Bircow som konferencier.

Har man som besøgende lyst til at prøve kræfter med maskinerne, er der også mulighed for at få et gensyn med testbanen, hvor flere udstillere stiller dozere, tromler, læssemaskiner og dumpere til rådighed, så de besøgende kan afprøve maskinerne i deres rette element.

Mesterskab og ny viden
Entreprenør & Håndværk 2021 handler ikke kun om materiel. Det handler i høj grad også om den bagvedliggende faglige viden, som sikrer materiellets optimale brugsevne og sikkerhed. Derfor afholdes der endnu en gang danmarksmesterskab for entreprenørmaskinmekanikerlærlinge, hvor deltagerne skal dyste i fire discipliner, og kåringen finder sted på messens sidste dag. Årets finalefelt består af lærlinge fra Zeppelin Danmark, Harry Andersen & Søn, Hydrema Center Syd og Volvo Entreprenørmaskiner.

- Der er arbejdet intenst på, at Entreprenør & Håndværk 2021 skal blive en stor oplevelse for både de besøgende og for de mange udstillere. Vi glæder os utrolig meget til at præsentere resultatet af det hårde arbejde for branchens brugere og beslutningstagere, siger projektleder Nikolaj Jørgensen.

Entreprenør & Håndværk 2021 afholdes 16.-18. september 2021 i et samarbejde mellem Maskinleverandørerne og MCH Messecenter Herning. Messen er åben alle dage kl. 9.00-17.00, og der er gratis adgang. Læs mere på www.eh21.dk.