26-03-2021  - MCH PRESSE

Fodboldlandsholdet spiller VM-kvalifikationskamp på MCH Arena

Fodboldlandsholdet spiller VM-kvalifikationskamp på MCH Arena

Arkivfoto: Anders Kjærbye, fodboldbilleder.dk.

Søndag indtager det danske herrelandshold MCH Arena, når de møder Moldova i årets første VM-kvalifikationskamp på hjemmebane.

Det danske herrelandshold sikrede sig torsdag aften en god start på VM-kvalifikationen med en 2-0 sejr på udebane over Israel. Søndag 28. marts vender Kasper Hjulmand & co. tilbage til Herning og MCH Arena, hvor de møder Moldova på hjemmebane, inden de 31. marts skal møde Østrig på udebane.

Det er fjerde kamp på fem år i Herning - senest var i efteråret, hvor Danmark hev en sejr hjem mod Færøerne. 

Landstræner Kasper Hjulmand ser frem til at komme tilbage til Herning:

- Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med et helt forrygende landskampsår med mange store udfordringer, og derfor bliver det fedt at komme til Herning endnu engang og spille en meget vigtig kvalifikationskamp. Vi kender træningsfaciliteterne rigtig godt, så vi kan bruge tiden på bedst mulig vis, når vi skal spille hele tre kampe på kort tid i marts, siger landstræner Kasper Hjulmand.

Herrelandsholdet kan se frem til et intenst og spændende 2021 med en del kampe på programmet. Alle ti kampe i VM-kvalifikationen spilles i løbet af året fordelt med tre kampe i marts og tre i september, ligesom der spilles to kampe i både oktober og i november.

På grund af coronasituationen spilles kampen uden tilskuere.