20-09-2020  - MCH Presse

FoodTech og DiaLabXpo aflyses

FoodTech og DiaLabXpo aflyses

MCH Messecenter Herning aflyser de to kommende messer: FoodTech og DiaLabXpo. Foto: MCH/Tony Brøchner.

To samtidige messer aflyses ni dage før åbningen i MCH Messecenter Herning: FoodTech for fødevareindustrien og life-science messen DiaLabXpo. Begge rammes af situationen i Danmark indtil 4. oktober.

REAKTIONER PÅ AFLYSNINGEN

CHR. HANSEN
"Vi kommer til at savne netværket på FoodTech. Vi har meget korrespondance med kunderne i løbet af året, men rent faktisk ses vi kun personligt denne ene gang om året. Lige nu er det som om, at bilen er gået i stå lige før målstregen, og man må køre i pit."

Bettina Melchior Rasmussen, sales assistant, North Europe - Global Sales

SEALING SYSTEM
"Vi har glædet os til messen og havde set frem til at mødes med vores kunder og samtidig vise de nye produkter frem."

Kjeld Østergaard Jensen, salgsdirektør, owner, CSO

Ninolab A/S
"Jeg havde virkelig set frem til at gennemføre DiaLabXpo sammen med FoodTech, men vi skal jo alle passe på hinanden og sikre, at covid-19 ikke spredes. Er 100 % klar på næste DiaLabXpo-messe, som kommer til september 2021."

Ebba Glückstadt, administrerende direktør

Force Technology
"Vi havde virkelig glædet os til messen og havde set frem til det personlige møde med såvel nye som gamle kunder. Jeg skulle også i samarbejde med EHEDG Nordic have gennemført konferencen overfor kunderne på FoodTech, men ser nu meget frem til at gøre det på næste FoodTech-messe."

Allan Friis, specialist team koordinator

RAMCON A/S
"Det er rigtig ærgerligt, at så stor og vigtig en messe aflyses, men jeg forstår situationen og accepterer beslutningen 100 procent. Ser nu frem imod den næste messe, hvor vi glæder os til at mødes med kunderne."

Jesper Hardt, administrerende direktør

Schur Technology A/S
"Jeg har glædet mig til messen, men forstår MCH's beslutning. Nu glæder vi os til Hi-messen og deltager naturligvis også på den næste FoodTech."

Lars Michael Bang, director, marketing

IFM ELEKTRONIK
"Aflysningen af Foodtech rammer os hårdt, men vi har fuld forståelse for beslutningen. Vi har et slogan, som siger: 'We are best live'! Vi glæder os derfor, til at vi igen kan gennemføre messer i Danmark. Messer er fantastiske til at vedligeholde netværk, diskutere løsninger, fremvise teknologi og ikke mindst øge salget på.

Jørn Poulsen, administrerende direktør

Statsministeren opfordrede på fredagens pressemøde danskerne - både private og offentligt ansatte - til hjemmearbejde og opfordrede arbejdsgivere til at sikre, at alle arbejdsrelaterede sociale arrangementer aflyses frem til og med 4. oktober. Derfor må MCH med opbakning fra messekomitéerne bag FoodTech og DiaLabXpo aflyse messerne, der begge skulle finde sted 29. september – 1. oktober.

Mens forsamlingsforbuddet er gældende, arrangeres messer ud fra regelsættet for storcentre - som et fagligt mødested for udstillere og besøgende fagfolk i sundhedsmæssigt forsvarlige messerammer.

- Vi har fulgt og følger fortsat regeringens og sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Aflysningen af både FoodTech og DiaLabXpo er derfor en naturlig konsekvens af statsministerens udmelding i fredags, da messernes termin er før 4. oktober, siger administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen, og tilføjer:

- Beslutningen om aflysningen sker med enstemmig opbakning fra de to messekomitéer og fra de udstillere, vi indtil nu har nået at tale med.

Messekomitéerne repræsenterer brancherne, og Morten Dyrner, der er administrerende direktør i Holm & Halby og medlem af komitéerne for såvel DiaLabXpo som FoodTech, fremhæver ansvarligheden i beslutningen samtidig med, at han ser frem til de kommende messer.

- Virkelysten må vige for ansvarligheden, og selvom vi er slået tilbage, må aflysningen ikke slå os ud, siger Morten Dyrner og tilføjer:

- Messerne er med til at holde hjulene i gang i dansk erhvervsliv, hvilket er enormt vigtigt i disse krisetider. Det har vi en forpligtelse til at kæmpe for. Og det er i krisetider, vi som mennesker er mest kreative, så derfor skal vi nu udvikle videre og arbejde frem til endnu stærkere messer i 2021 og 2022.

Også Bent Stjerneby fra Bentec Consulting, der er medlem af messekomitéen for FoodTech, bakker op om beslutningen samtidig med, at han ærgrer sig over, at messen ikke kan gennemføres.

- Udstillerne har forberedt sig og glædet sig til at præsentere ny teknologi og nye koncepter, og glædet sig til at møde kunderne. Vi har kæmpet for messen i mange måneder, fordi den er vigtig for branchen, og derfor er aflysningen en trist men nødvendig beslutning i den nuværende situation, som vi alle kun kan bakke op om, siger Bent Stjerneby.

DiaLabXpo gennemføres næste gang i efteråret 2021 og Foodtech i efteråret 2022.


Se flere billeder

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer