17-01-2024  - MCH Presse

Formland fokuserer på inspirerende oplevelser

Formland fokuserer på inspirerende oplevelser

Workshops er en central del af Formland. Foto: MCH/Tony Brøchner.

En stribe konceptområder og en lang række aktiviteter, herunder workshops, formidler sæsonens trends på interiør- og designmessen Formland Spring, der finder sted 4.-6. februar 2024 i MCH Messecenter Herning. I branchen er der bred enighed om, at inspirerende oplevelser er vejen frem både her og nu og i fremtiden.

Formland prioriterer oplevelses- og inspirationskoncepter højt på den nært forestående Spring-udgave af messen, der foruden flere end 300 danske og internationale udstillere bliver et overflødighedshorn af lærerige aktiviteter og horisontudvidende konceptområder - og det er der flere gode grunde til.

- Kunderne og vores besøgende stiller til stadighed større krav til inspiration og vidensdeling og har generelt et øget fokus på værdier, indhold og holdninger. Det forpligter for vores udstillere og Formland som platform, at kunderne i stigende grad skal nås ved at dele ud af viden, visioner og åbenhed, forklarer Flemming Andersen, der er projektleder i MCH A/S.

Det er en tilgang, der fuldstændig flugter med trend- og livsstilseksperten Mads Arlien-Søborgs overbevisning.

- Det traditionelle messekoncept er i opbrud, og fremtidens messe skal derfor tilpasses de mange nye detail- og forbrugsmønstre, som vi både oplever nu, men også vil møde fremover. Salg vil altid være et vigtigt parameter for messerne, men fremtiden handler lige så meget om læring og inspiration, forudser Mads Arlien-Søborg, der derfor bifalder Formlands investeringer i netop inspirerende oplevelser:

- Formland er klart den bedste messe til at formidle farver og trends inden for interiør og boligindretning. Og ser vi ud i fremtiden, vil det kun blive endnu vigtigere med events og workshops.

En totaloplevelse af en trendzone
Et populært, tilbagevendende element på Formland er den trendzone, som Studie FlyHelsted igen står bag, og som dels fungerer som inspirationsområde, dels byder på både café og aktiviteter, herunder workshops. Området handler denne gang om, at vi bevæger os ind i en 'New Era - a Life Balance', og den 500 kvadratmeter store zone udforsker nuancerne mellem naturens toner og farvernes styrke, udfordrer opfattelsen af ro og kaos og inspirerer til nytænkning og balance i tiden.

- Trendzonen har først og fremmest til hensigt at inspirere de besøgende - den byder på nedslag i tiden og fungerer som et virtuelt katalog for udstillerne. Her kan de besøgende se, føle og mærke de udstillede produkter og ikke mindst blive klogere på, hvilke udstillere, der står bag, forklarer indretningsarkitekt Mille Fly fra Studie FlyHelsted og sætter nogle flere ord på vigtigheden af, at trendzonen er mere og andet end en ren udstilling:

- Vores workshops skaber liv og aktivitet og har den effekt, at de besøgende får en anderledes indsigt i, hvad der foregår. I det hele taget er trendzonen med sin visuelle identitet, sin nøje udvalgte musik og sin sharefood-café en totaloplevelse, som samtidig byder på en indretning og et flow, der er med til at fortælle om tidens ånd. Trendzonen er samtidsrelaterbar og er med sin særlige atmosfære og sit fokus på både udvikling og mangfoldighed et ekstra krydderi på Formland.

Læs mere om årets trendzone hér.

Fra wellness til wellbeing
Andetsteds på messen kan de besøgende gå på opdagelse i det spirituelle inspirationsområde 'The Mind Body Soul Retreat - From wellness to wellbeing', der er skabt af Eckmann Studio og byder på såvel talks som workshops om mental og følelsesmæssig trivsel.

- Ved at fremme bevidstheden om mental sundhed og derved reducere udbrændthed og stress opstår en følelse af tilfredshed, motivation og engagement. Vi bevæger os videre fra wellness til wellbeing. Det handler om at have det godt med sig selv, fastslår trendekspert Anette Eckmann.

Læs mere om 'The Mind Body Soul Retreat - From wellness to wellbeing' hér.

Foruden trendzonen og Eckmann Studios inspirationsområde byder Formland Spring blandt meget andet også på foredrag på Speak Up-scenen, nye interiør- og designtalenter i Creators Community, oplevelsesuniverset Greenhouse, Circular Formland Days og workshops ved Danske Dekoratører.

Formland Spring finder sted i MCH Messecenter Herning 4.-6. februar 2024. Læs mere hér.


Se flere billeder