Fakta:
- Tid: 4.-7. februar 2016
- Sted: MCH Messecenter Herning
- Åbningstid: kl. 9.00-18.00 hver dag
- Se messens store aktivitetsprogram med daglige foredrag og workshops på formland.dk
Trods kulden er det sikkert, at foråret venter lige rundt om hjørnet. I Japan hylder man forårets komme med en festival. I Herning gør man i år det samme. For netop foråret og nordisk-japansk design er i centrum på Formland Spring 2016.
Den japanske inspiration har været en væsentlig forudsætning for dansk kunst, design og arkitektur i det 20. århundrede. Og der er fortsat meget inspiration at suge til sig fra landet mod øst. Det mener Zoë Escher, anerkendt sushikok og Japan-ekspert, som holder åbningstalen på Formland.
- Japan er langt, langt mere end en smuk og spændende rejsedestination. Japan og japanerne har en komplet anden livsanskuelse, madkultur og kultur, end man ser andre steder. Eksempelvis formår japanerne, trods lange arbejdsdage at finde roen ved at dyrke de gamle traditioner. Dét fascinerer mig, og den fascination vil jeg forsøge at give videre på Formland, siger Zoë Escher.
Masser af foredrag og workshops
Zoë Escher er Danmarks dygtigste sushikok og skriver desuden Sake-sommelier, underviser, forfatter og fordragsholder på sit visitkort. Besøgende på Formland kan suge til sig af Eschers japanske fascination, når hun efter åbningen af messen holder foredraget ”Kom tæt på Japan”.
Formland er i det hele taget spækket med inspirerende foredrag og workshops. På de fire daglige workshops kan besøgende få hands-on-erfaring med blandt andet brygning af den populære matcha-te, ikebana, som handler om at få blomster til at leve i en enkel opstilling, og origami, som er kunsten at folde papir til smukke former.
PEJ-gruppen er afsender på nogle af de spændende foredrag. Blandt andet ”Designrebeller – på afsatsen til en ny guldalder”. Foredraget ser nærmere på, hvor fremtidens design-guldæg ligger gemt, og hvor rebellerne, der tør bryde grænserne, er.
- Formland er langt mere end en handelsmesse. Vi er glade for det store aktivitetsprogram, der giver de besøgende inspiration, de kan integrere i deres egne butikker. Det er med glæde, vi ser frem mod fire intense messedage med spændende aktiviteter, 400 udstillere og inspirerende trendzoner, siger projektchef Henriette Træholt.
Billeder og yderligere oplysninger: Kontakt projektleder Henriette Træholt, MCH Messecenter Herning, tlf. 99 26 99 88 eller mail het@mch.dk