25-01-2019  - MCH PRESSE

Formland klæder interiør- og designbranchen på til fremtiden

Formland klæder interiør- og designbranchen på til fremtiden

På SPEAK UP-scenen i Hal L kan de besøgende på Formland Spring 2019 hente masser af værdifuld viden og inspiration. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Hvordan booster man salget i interiør- og designbranchen, og hvad bliver hipt i de kommende sæsoner? Dette er blot nogle af de spørgsmål, som besøgende fra 31. januar til 3. februar kan blive klogere på, når Formland Spring 2019 inviterer indenfor til et univers fyldt med inspiration, viden og spændende produktnyheder.

Når coach og foredragsholder Jesper Bergstrøm åbner Formland Spring 2019 torsdag morgen, bliver det med en inspirerende peptalk til interiør- og designbranchen. Jesper Bergstrøm, som er kendt fra både tv og radio, er ekspert i kropssprog og nonverbal kommunikation og har specialiseret sig i, hvordan man skaber gode relationer, aflæser mennesker og forbedrer salget.

- Inspiration er en af kerneværdierne på Formland, og vi håber, at Jesper med sin kærlige opsang og værdifulde guldkorn kan inspirere til nye måder, hvorpå vi som branche kan være med til at skabe, fastholde og dyrke de gode relationer og derigennem opnå mersalg, der viser sig på bundlinjen. Som branche har vi en helt naturlig interesse i at fastholde forbrugerens opmærksomhed, og det tror vi, at Jesper Bergstrøm kan hjælpe med at give ny inspiration til, siger Formlands projektleder, Mai-Britt Risvig Flyvholm.

Besøgende på Formland kan opleve Jesper Bergstrøm, når han gæster SPEAK UP-scenen i Hal L torsdag kl. 10.30 med foredraget 'Mersalg og tillid gennem kropssprog'.

Et univers af inspiration
Tager man et nærmere kig på Formlands foredragsprogram, bliver der rig mulighed for at hente inspiration, der styrker forretningen. På foredragsscenen SPEAK UP i Hal L kan besøgende blandt andet opleve foredragene 'De 5 største fejl detailhandlen begår lige nu' ved koncept- og forretningsstrateg hos retailrebel.dk, Stine Grubbe, '8 megatrends du bør kende' af forfatter og ejer af pej gruppen, Louise Byg Kongsholm, og foredraget 'Nethandlen fortsætter i vild vækst - Er du med?' ved e-handelsguruen Lars Hedal. Herudover afholdes også paneldebatten 'Comeback af den fysiske butik - hvordan løser vi det?' med Anette Eckmann (Eckmann Studio), Mads Arlien-Søborg (We Made It), Maria-Louise Joensen (MaryLou Jewellery) og Louise Byg Kongsholm (pej gruppen).

Inspirationen får generelt stærke muligheder for at blomstre på Formland, hvor de besøgende foruden de mange foredrag også kan opleve trendcaféen 'JORDBO', trendzonen 'A Kind of Nature', iværksætterområdet Creators Community, gastronomiske konkurrencer som 'Årets Kok og Årets Tjener', FSC Design Award-udstilling og området SELECTED BY, hvor fire stærke influenter i form af Anette Eckmann (@EckmannStudio), Holly Becker (@decor8), Stefan Nilsson (@trendstefan) og Maria Lundvald (@Livsnyderhaven) deler deres bud på de mest trendy produkter fra Formlands udstillere.

Traditionen tro samler Formland også toppen af dansk design, og de besøgende kan gå på opdagelse hos velkendte brands som Broste Copenhagen, Frederik Bagger og Eva Solo - men også de nye og spirende brands som Matias Moellenbach, Copenhagen Sparkling Tea Company og Kodanska kan opleves på Formland, hvor flere af dem er samlet i det populære designområde ONE i Hal F.

Formland Spring finder sted 31. januar til 3. februar i MCH Messecenter Herning.