14-12-2023  - MCH Presse

Formland klar med to store nyheder

Formland klar med to store nyheder

Grønne og frodige løsninger på stribe venter i det udvidede Formland Garden. Foto: MCH/Tony Brøchner.

Formland Garden udvides betydeligt på Spring-udgaven af messen 4.-6. februar 2024, og på Autumn-udgaven bygges der på med det helt nye konceptområde Formland Jewellery. Formland, der finder sted i MCH Messecenter Herning, ser det som en central mission fortsat at skabe nye, unikke oplevelser og inspirationsområder.

Interiør- og designmessen Formland har konstant fokus på udvikling og undersøger som en del af dette løbende, hvilke brancher der er relevante at udvide messen med. Det arbejde udmønter sig nu i en markant udvidelse af messens frodige Garden-område og en decideret nyskabelse i form af konceptområdet Formland Jewellery dedikeret til smykker og ædelstene.

Det udvidede Formland Garden-område byder på flere udstillere, flere specialister og et generelt bredere sortiment. Blandt udstillerne finder man den svenske grossist af design og interiør til hjemmet og haven Miljögården, der finder det helt oplagt, at Formland intensiverer sit fokus på have-relaterede produkter.

- Det er helt på linje med tidens tendenser at udvide Garden-området på messen, for udemiljøet er blevet et stadig vigtigere sted for folk at opholde sig. Eksempelvis har den stigende interesse for dyrkning af blomster, frugt og grønt medført, at mange bruger mere tid i deres haver end tidligere, konstaterer administrerende direktør i Miljögården Joakim Wihlborg, der lover en oplevelse ud over det sædvanlige på virksomhedens stand på Formland:

- Vi bruger meget tid på arbejdet med vores stand, fordi vi gerne vil give vores besøgende noget ekstra. Vi ønsker, at de skal føle sig inspirerede til den kommende sæson - de skal mærke foråret og høre fuglene kvidre, og frem for alt skal de opleve vores sortiment i et miljø, som de føler, at de gerne vil være en del af.

Et organisk sanseunivers
Som en del af Formland Garden kan de besøgende også se frem til at gå på opdagelse i det organiske sanseunivers Greenhouse, der skabes i samarbejde med GASA Group.

- Vores mission 'Nature to the people' bliver den røde tråd i Greenhouse, som inddeles i fokusområderne 'Pick & Mix', 'Convenience', 'Biodiversity', 'Sustainable Living' og 'DIY'. Det er fem temaer, som vi kommer til at arbejde fokuseret med i 2024, fortæller marketing manager i GASA Group Jens Hermansen.

Konceptet 'Pick & Mix' handler om at matche forbrugerens interesse og behov for at yde omsorg overfor planter, 'Convenience' appellerer med nemme planter til forbrugere, der søger balance i livet, og 'Biodiversity' understøtter den vilde have. Også 'Sustainable Living' har fokus på bæredygtighed og beskæftiger sig med genbrug, genanvendelse og energibesparelse, mens 'DIY' imødekommer de forbrugere, der ønsker selv at skabe noget.

Nye smykketrends og smukke design
Mens det nye Garden-område kan opleves på Formland Spring 4.-6. februar 2024, løber den første udgave af Formland Jewellery først af stablen på Formland Autumn af messen i august 2024. Til den tid vil messens besøgende til gengæld kunne opleve et helt nyt konceptområde skabt i samarbejde med brancheforeningen AU.CLOCK, der har store forventninger til Formland Jewellery.

- Vi har en ambition om, at Formland Jewellery skal være et område med mange udstillere fra branchen og et område, hvor det er rart at være, og hvor de besøgende inspireres af de nyeste trends og smukke design fra både store og små brands. Det skal være en oplevelse for såvel besøgende som udstillere, og samtidig skal området udgøre en ideel ramme om gode handler, lyder det fra direktør i AU.CLOCK Trine Thorning, der ser store perspektiver i det nye projekt:

- Jeg håber og tror, at Formland Jewellery 2024 bliver en succes, og med dette afsæt skal vi jo gøre det endnu bedre i 2025. Jeg ser frem til at udvikle en moderne og attraktiv messe sammen med en professionel partner som Formland, og heldigvis har vi samme ønsker og ambitioner om at skabe det bedste.

Smykkehus: Vigtigt igen at have et mødested
En af dem, der sætter stor pris på det nye samarbejde mellem Formland og AU.CLOCK, er det aarhusianske smykkehus Scrouples Jewellery.

- Det er vigtigt for os, at smykkebranchen får sit eget konceptområde på Formland til august. På den måde får branchen igen et samlet mødested, hvor udstillerne får mulighed for at pleje deres relationer til guldsmedebutikkerne og samtidig præsentere smykkenyhederne til julen 2024, forklarer administrerende direktør i Scrouples Jewellery Claus Møller.

Formland Spring finder sted i MCH Messecenter Herning 4.-6. februar 2024. Læs mere hér.


Se flere billeder