Flere end 400 brands og et højtprofileret sceneprogram venter de mange besøgende branchepersoner på dette års Formland Autumn, der blandt andet også byder på nyskabelsen Design Hub Denmark. Med andre ord holder Formland sig i form, og det er noget, der værdsættes i branchen.
- Formland er stadig en afgørende platform for hele livsstilsbranchen - både for inspiration, handel og netværk. Det fysiske møde har en værdi, man ikke kan genskabe digitalt. Man mærker pulsen, får genset tidligere kontakter, finder nye samarbejder og får et samlet billede af, hvor branchen er på vej hen. Det er især vigtigt i en branche, hvor både æstetik og forretningssans er centrale drivkræfter, konstaterer Louise Byg Kongsholm, administrerende direktør, pej gruppen, og påpeger, at Formlands succes skal tilskrives, at messen fortsat udvikler sig og tager nye formater og målgrupper ind:
- Formland lykkes, når messen både rummer det brede, kommercielle marked og de aktører, der rykker grænserne - og når der hele tiden tænkes i nye løsninger og samarbejder. Attraktivitet kommer, når fagligt indhold og oplevelse går hånd i hånd, og når det føles relevant, aktuelt og til at gå til.
Design Hub Denmark: Et stærkt tiltag
Som noget nyt har Formland i forbindelse med den nært forestående Autumn-udgave udviklet Design Hub Denmark sammen med en række partnere. Der er blevet skabt et cluster af førende interiør- og livsstilsbrands, som sammen og gennem Design Hub Denmark har inviteret kunder, indkøbere og influencere fra ind- og udland med det formål at gøre et besøg på messen ekstra attraktivt.
- Jeg ser det som et stærkt og nødvendigt tiltag - både for branchen og for Formland. Og det er endnu et eksempel på at alt kan lade sig gøre, hvis man tør tænke det og gå efter det, roser Louise Byg Kongsholm, der betragter det som essentielt, at Formland investerer i nye koncepter som eksempelvis Design Hub Denmark:
- Det er helt centralt for messens relevans - især set over tid. Formland har været en del af pej gruppens årshjul i årtier, og vi kan tydeligt mærke forskellen, når nye koncepter og samarbejder sættes i spil. Det tiltrækker både udstillere og besøgende og gør, at man som aktør får lyst til at investere sin tid og energi i platformen, der hele tiden ændrer sig.
Louise Byg Kongsholm fremhæver årets foredragsprogram, som hun kalder "virkelig stærkt" i forhold til både bredde og faglig dybde.
Prominent foredragsprogram
Netop foredragsprogrammet tæller adskillige toneangivende talere, der ikke mindst beskæftiger sig med, hvordan fremtiden ser ud for interiør, forbrugeradfærd og detailhandel.
Foruden Louise Byg Kongsholm kan de besøgende blandt andre se frem til at opleve forfatter og livsstilsekspert Julia Lahme, arkitekt og livsstilsekspert Kristine Virén, brandingekspert og kreativ strateg Jill Hawkins, futurist Anne Skare Nielsen, den svenske trendekspert Stefan Nilsson, trendforsker og livsstilsekspert Mads Arlien-Søborg samt Design Consultant Sarah Gottlieb.
Hertil kommer en stribe oplæg på Jewellery Talks-scenen ved eksempelvis dekoratør Heidi Hocke, ligesom man hver dag kan se frem til at opleve trendekspert Anette Eckmanns trendtalk 'Circus Chaos - send in the clowns'.
Trendzone, Greenhouse, installationskunst og cirkularitet
Og det stopper slet ikke her, for Formland Autumn 2025 byder traditionen tro også på Studie FlyHelsteds trendzone, der denne gang har fået titlen 'Nuova Nostalgia'. Zonen er dels en visuel oplevelse, dels et levende rum med blomsterstudie, kreative workshops, inspirerende trendtalks og en italiensk café.
Andetsteds på messen venter det frodige trendunivers Greenhouse, der er skabt i samarbejde med GASA GROUP, og som forener planter, design og sanseoplevelser. Fem inspirerende temaer er på tapetet, og området byder desuden på daglige events og aktiviteter.
Yderligere sanseoplevelser er at hente i form af tre unikke, taktile installationer, 'Colour Totems', der er skabt sammen med Sarah Gottlieb og placeret i hver sin hal. Her forenes farve, materiale og form, samtidig med at der bygges bro mellem styling og visuel kunst.
Derudover kan de besøgende i området Circular Formland Days møde en række brands, der arbejder med cirkularitet og forretningsmodeller baseret på nytænkning, innovation, kreativitet og ansvarlighed - ikke mindst med henblik på at få mere værdi ind i det enkelte produkt.
Formland Autumn finder sted i MCH Messecenter Herning 17.-19. august 2025. Læs mere på formland.dk.