24-01-2020  - MCH Presse

Formland: Stjernefrø, trends og vidensdeling

Formland: Stjernefrø, trends og vidensdeling

Når Formland Spring fra 30. januar til 2. februar byder inden for i MCH Messecenter Herning, er det 72. gang, at interiør- og designmessen finder sted. Foto: MCH/Tony Brøchner

Interiør- og designbranchen rustes til fremtiden, når Formland Spring fra 30. januar til 2. februar åbner dørene til fire inspirerende messedage i MCH Messecenter Herning. Her venter der de besøgende et videns- og oplevelsesunivers med spændende trendområder, sæsonens nyeste produkter fra såvel etablerede virksomheder som upcoming designere og værdifuld viden fra anerkendte branchefolk.

Kan nærvær, høflighed og et højere ekspertiseniveau kaste flere købeglade kunder af sig? Det giver den kendte journalist, tv- og radiovært Thomas Skov et både humoristisk og lærerigt indblik i, når han som åbningstaler officielt kickstarter Formland Spring 2020 i MCH Messecenter Herning torsdag 30. januar med et oplæg om høflighed og mersalg.

- Formlands ypperste opgave er at klæde interiør- og designbranchen på til den virkelighed, de står i, og den fremtid, der venter dem. Formland styrker butikkerne ved at skabe en samlet udstillingsplatform med de nyeste produkter og sammensætte et aktivitetsprogram med inspirerende trendområder og foredrag, der ruster butikkerne med den nyeste viden om alt fra SoMe til butiksindretning og købsfremmende adfærd blandt kunder, siger Formlands projektleder, Mai-Britt Risvig Flyvholm.

Thomas Skov kan også opleves på Speak Up-scenen, hvor foredragsprogrammet alle fire messedage byder på et stærkt line-up med navne som fremtidskonsulent Jill Hawkins, detailhandelsrådgiver og Retail Match Maker Henrik Libak samt trendforsker og ejer af pej gruppen Louise Byg Kongsholm. De vil sammen med deres kolleger give spændende indsigter i kommende trends og tendenser og samtidig komme med indspark til, hvordan man kan tackle de forskellige udfordringer, branchen oplever.

Morgendagens designere
Fordelt på ni messehaller står 380 udstillere klar til at fremvise deres produkter på Formland Spring 2020. Udstillerne tæller foruden store, veletablerede brands også en række nye designere, da Formland også brænder for at hjælpe fremtidens stjernefrø på vej. I Hal F kan besøgende derfor glæde sig til at gå på opdagelse blandt en række designstuderende fra VIA University College, KADK og Kolding Designskole, som er kurateret af trendekspert Mads Arlien-Søborg.

En af de unge talenter er Kasper Kyster, der medbringer den smukke Atlas Bench, som er inspireret af arkitekturen bag Grundtvigs Kirken. Blandt designerne er også Louise Bitsch, som præsenterer melmøllen L.a.n.g.s.o.m., der - som navnet antyder - er et modstykke til det effektiviserede samfund.

Det summer også af kreativitet i Hal L, hvor 60 upcoming brands fra såvel ind- som udland viser deres produkter frem i området Creators Community. Her kan man blandt andet møde nyetablerede Twisted Leafs, der producerer brusende læskedrikke af blade fra kaffetræer kombineret med rene, økologiske råvarer. Brugen af kaffeblade, der ellers kategoriseres som et biprodukt, giver et naturligt koffeinindhold og er samtidig med til at skabe et nyt indtægtsgrundlag for kaffebønder rundt om i verden.

På messens åbningsdag hædres den mest lovende iværksætter fra Creators Community med en Design Award, der uddeles kl. 17 af en professionel jury.

Nytænkende oplevelsesmiljøer
Besøgende kan også lade sig inspirere af Formlands mange trendområder, udstillinger og communities såsom 'The Art of Living' i Hal D, 'The Villa' i Hal H, Selected By i Hal L og One i Hal F. De nytænkende oplevelsesmiljøer er skabt i samarbejde med trendekspert Mads Arlien-Søborg, designduoerne FLYHELSTED og Atelier Cph samt Bolig Magasinet.

Under hele messen kan der samtidig hentes inspiration til, hvordan man skaber en rød tråd i butiksindretningen, når Danske Dekoratører byder på "Store Styling" i Hal L. Her kan man booke en gratis one-2-one-session med en dekoratør, få feedback på sin egen butiksindretning og hente konkrete råd til styling. Man kan også forkæle sin butik - eller sig selv - med en særligt sammensat blomsterbuket fra Bloom K i Hal F.

Programmet bugner traditionen tro, og udstillerne er klar til at præsentere de nyeste produkter, når MCH Messecenter Herning inviterer indenfor til fire dage fyldt med trendsættende nyheder og inspirerende aktiviteter til Formland Spring fra 30. januar til 2. februar 2020.

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer