20-12-2015  - MCH Presse

Formland udvider forårsmessen

Formland udvider forårsmessen

Den store interesse for Formland Spring, som afholdes i MCH Messecenter Herning 4.-7. februar 2016, får messen til at udvide med endnu en hal. Flere end 300 udstillere har allerede booket stand.

Fakta: 

  • På Formland mødes designbranchen for at handle, netværke, blive inspireret og opleve et væld af design- og interiørnyheder.
  • Formland samlingsstedet for hele branchen.
  • Formland Spring 2016 finder sted i MCH Messecenter Herning fra 4. til 7. februar 2016.
  • Læs mere på formland.dk

Når Nordens mest inspirerende interiør- og designmesse, Formland, åbner dørene til messe nummer 64 i februar 2016, kan besøgende møde en bred og spændende pallette af udstillere fra helt nye iværksættere til branchens kendte brands. Ydermere kan man også opleve udstillere, der igen vender tilbage til messen - blandt dem er Bloomingville. 

- Formland er helt sikkert den stærkeste handels- og trendmesse i Danmark, så selvfølgelig skal vi være med, siger Roseanna Eriksen, international marketingchef hos Bloomingville.

- Sidste år var vi ikke med på Formland, men nu er vi igen all in. Det er her, rigtig mange af vores nuværende og potentielt kommende kunder er at finde. Så det er optimalt for os at deltage på Formland, fortsætter marketingchefen, som glæder sig til at vise den store udvikling, brandet Bloomingville har gennemgået de seneste år.

95 trendsættende iværksættere
På Formland Spring kan besøgende igen opleve det kreative Nordic Buzz-område, der er helliget iværksættere inden for interiør, design, fashion og delikatesser.

Udstillerne på Nordic Buzz ansøger om plads og udvælges af en komité. Den oprindelige plan var at præsentere 60 iværksættere, men en kæmpe interesse og høj kvalitet blandt ansøgerne har fået Formland til at udvide området til nu at tælle 95 trendsættende iværksættere.

Udstillerne på Nordic Buzz kommer fra både Danmark, Sverige, England og Tyskland. Naboerne mod syd stiller med hele 37 Nordic Buzz’ere.

Der har generelt været meget stor interesse for forårsmessen i Herning. Og derfor er det ikke blot Nordic Buzz-området, der er blevet større end forventet. Formland har nemlig udvidet hele messen, så besøgende til februar kan suge til sig af inspiration og de nyeste trends i seks frem for de planlagte fem messehaller.

En verden til forskel
En af de virksomheder, som har deltaget på Formland gennem rigtig mange år, er Bovictus, som kan mødes på hele tre stande på Formland Spring 2016.

- Formland er en vigtig platform for os, hvor vi hver gang glæder os over at etablere nye kontakter. Her kommer rigtig mange af de kunder, som er relevante for os i Danmark; isenkræmmere, brugskunstforretninger og specialbutikker. Og også vores sjællandske kunder rejser gerne efter messen i Herning, siger Jesper Franzen, salgs- og marketingdirektør i Bovictus, som har deltaget i Formland siden virksomhedens start i 1992. 

I år glæder han sig helt specielt til at præsentere et hav af nyheder herunder Crush Grind, en helt ny serie af salt-, peber- og krydderikværne i topkvalitet. 

- Der er en verden til forskel på at vise produkter frem i et katalog og på en messe, hvor man kan røre, føle, snakke og skabe et helt miljø, der repræsenterer virksomheden og giver kunden en god oplevelse, siger han.

Bovictus tager den kendte havemand Claus Dalby med, som får sin egen stand, og desuden også kan opleves på show-scenen i Hal F, hvor han videregiver tips og tricks fra det kreative blomsterunivers.

Billeder og yderligere oplysninger: Kontakt projektchef Henriette Træholt, MCH Messecenter Herning, tlf. 99 26 99 88 eller mail het@mch.dk