Med det højeste besøgstal på et forårsmarked siden 2015 lagde 8.121 besøgende lørdag vejen forbi MCH Messecenter Herning til den 69. udgave af Loppe & Stumpemarked. Det er 375 flere besøgende end i foråret 2018 og 778 flere end i efteråret. Også i salget af stande var der fremgang, og sammenligner man med foråret 2018, var der i lørdags solgt 500 m2 mere standplads, hvor op mod 400 udstillere stod klar. Foruden fremgang bød lørdagen også på masser af købelyst og god stemning.
- Vi glæder os over fremgangen og den positive udvikling. Der var været en rigtig god stemning i hallerne blandt udstillere og besøgende, og mange udstillere har allerede nu booket en stand til efteråret, siger Anders L. Mortensen, projektchef i MCH Messecenter Herning, der glæder sig over, at det historiske stumpemarked fastholder sin styrke, mens der stadig kommer flere og flere udstillere til lopperne – både private og butikker.
Den 70. udgave af Loppe & Stumpemarked finder sted lørdag 16. november 2019 i MCH Messecenter Herning.