Sætliste:
Leviathan
Lola Montez
Pelvis on Fire
Doc Holliday
Sorry Sack of Bones
The Garden's Tale
Sad Man's Tongue
Black Rose (ft. Danko Jones)
When We Were Kids
Slaytan
Dead but Rising
Fallen
Die to Live
Seal the Deal
For Evigt
Maybellene i hofteholder
7:24
Lonesome Rider
Last Day Under the Sun
Ekstranumre:
The Devil's Bleeding Crown
Let It Burn
16 Dollars
Still Counting
For ti måneder siden drønede ’For Evigt’ ud af højtalerne i Jyske Bank Boxen kamp efter kamp og blev et musikalsk symbol på det fællesskab, der blev dannet på lægterne, da håndboldherrerne løb med VM-guldet på hjemmebane. Lørdag aften drønede megahittet så ud af højtalerne igen, da Volbeat vakte gensynsglæde i arenaen med en sand rockkavalkade.
Med forsanger og guitarist Michael Poulsen i spidsen blev publikum både præsenteret for numre fra det nyeste album ’Rewind, Replay, Rebound’, men der var også genhør med kæmpehits som ’The Garden’s Tale’ og ’Lonesome Rider’. Den kombination fik de 15.000 publikummer til at rocke, skråle med og klappe taktfast.
Scene og sal i sammensmeltning
Alene i 2019 giver Volbeat ikke færre end 82 koncerter – og det endda i hele verden. Det var dog ikke at se på den energiudladning, det ikoniske band indledte koncerten i Herning med.
- Godaften Herning. Så er det endelig blevet tid igen. Hvor er det godt at være hjemme. Rejs jer op, indledte Michael Poulsen og slog akkorderne til ’Leviathan’ an til vild begejstring for de mange Volbeat-fans, der kvitterede med en varm velkomst i form af aftenens første bifald.
Og sådan blev kemien mellem publikum i Herning og det ikoniske band hurtigt genskabt, inden ’Lola Montez’, ’Pelvis on Fire’ og ’Doc Holiday’ også bragede ud af højtalerne.
Grænsen mellem scene og sal var fra begyndelsen udvisket. Volbeat-medlemmerne kom ud over scenekanten og aktiverede gang på gang publikum, der var med bandet hele vejen med lysende telefoner, arme i vejret og hårrejsende bifald. Og da tonerne af kæmpehittet ’The Garden’s Tale’ fyldte salen i Jyske Bank Boxen, nåede stemningen bristepunktet.
Lyshav, konfettiregn og kæmpeballoner
Volbeat har for længst markeret sig på den internationale musikscene. Ikke mindst grundet bandets eminente guitarspil, som bandet gav prøver på denne lørdag aften til stor begejstring for de 15.000 publikummer.
Begejstringen kulminerede dog, da Michael Poulsen introducerede ’For Evigt’ og dedikerede den til sin forlovede, men også til de danske fans for den fortsatte store interesse i 2016-hittet. Salen i Jyske Bank Boxen blev hurtigt forvandlet til ét stort lyshav, og i slutningen af nummeret lettede taget i arenaen næsten, da konfettikanoner også blev aktiveret.
- Nu bruger vi jo en del tid i det store udland, og man kommer til at savne familie og venner. Men uden pis, så savner vi også jer, og hvor er det fedt at se jer igen, for I ser glade ud, erklærede forsangeren og fortsatte:
- Hver gang vi kommer hjem, overgår I jer selv. Jeg kan genkende flere af jer, der har været med helt fra starten, og så er der endda også kommet en masse nye til. Giv jer selv en kæmpe hånd derude, afrundede den populære forsanger.
Med ’Still Counting’, mere konfetti, sorte kæmpeballoner og sågar røgkanoner blev der sat et sublimt punktum for aftenens koncert, der havde fået hele arenaen til at gynge.
Volbeat-koncerten var årets sidste i Jyske Bank Boxen, men allerede 4. januar 2020 er der igen lagt op til en festlig lørdag aften i multiarenaen, når sportens flotteste præstationer hyldes under DR-showet Sport 2019.