13-06-2019  - MCH Presse

Glædeligt gensyn med Mark Knopfler i udsolgt Jyske Bank Boxen

Glædeligt gensyn med Mark Knopfler i udsolgt Jyske Bank Boxen

Mark Knopfler gæstede torsdag aften Jyske Bank Boxen. Foto: MCH/Lars Møller

Guitarekvilibristen Mark Knopfler lagde torsdag aften vejen forbi Jyske Bank Boxen og leverede sammen med sit ti-mand store band et brag af en koncert i den fyldte multiarena.

Sætliste

Why Aye Man

Corned Beef City

Sailing to Philadelphia

Once Upon a Time in the West (Dire Straits)

Romeo and Juliet (Dire Straits)

My Bacon Roll

Matchstick Man

Done With Bonaparte

Heart Full of Holes

She's Gone

Your Latest Trick (Dire Straits)

Postcards From Paraguay

On Every Street (Dire Straits)

Speedway at Nazareth

Ekstranumre

Money for Nothing (Dire Straits)

Piper to the End

Going Home: Theme from Local Hero

Med flere femstjernede anmeldelser i bagagen fra sit seneste besøg i Herning tilbage i 2011 indtog Mark Knopfler torsdag aften scenen for anden gang i en udsolgt Jyske Bank Boxen. 12.500 publikummer var klar, og gensynet med Dire Straits-guitaristen var ikke til at tage fejl af, da Mark Knopfler skrålede ”Godaften alle sammen! Velkommen tilbage til Herning” og satte de første akkorder til ’Why Aye Man’, der også er åbningsnummeret på 2002-albummet ’The Ragpicker's Dream’.

Fænomenalt guitarspil og ti-mand stort orkester

Den 69-årige guitarist var akkompagneret af et ti-mand stort orkester, og allerede fra første nummer lagde publikum ører til Mark Knopflers varme vokal og melodiske guitarspil, som han særligt er kendt for. Med 17 sange på sætlisten leverede Mark Knopfler i løbet af den to timer lange koncert både sange fra sit nyeste album ’Down The Road Wherever’, der også lægger navn til verdensturnéen, samt et væld af guldkorn fra sit eminente bagkatalog. Særligt ’Sailing to Philadelphia’, der både bød på guitarsolo, og ’Heart Full of Holes’, der bød på violinsolo, fik hårene til at rejse sig, mens ’Speedway at Nazareth’ fik samtlige 12.500 publikummer til at rejse sig fra stolerækkerne.

- Mange, mange tak. Har I det godt? Det er så dejligt at være tilbage i Danmark. Jeg er jo ved at være gammel, og nogle gange tænker jeg på, om jeg skal gå på pension, men så husker jeg på, hvor meget jeg nyder at spille for jer, kvitterede Mark Knopfler, inden tonerne gik til det nye nummer ’My Bacon Roll’.

Og det var bestemt ikke aftenens sidste ord fra humoristiske og nærværende Mark Knopfler, der tog sig tid til at præsentere alle bandmedlemmerne og de mange instrumenter med hver sin personlige historie.

Tilbage til Dire Straits-tiden

Mark Knopfler anses som en af de største guitarister nogensinde og har solgt flere end 120 millioner albums gennem sin solokarriere og tiden som frontfigur i Dire Straits. Netop lyden af Dire Straits skulle publikum heller ikke snydes for til aftenens koncert, som bød på fem sange fra den populære britiske rockgruppe, der eksisterede i årene 1977-1995. De kendte numre som blandt andre ‘Romeo and Juliet’, ’Your Latest Trick’ og ikke mindst ekstranummeret ‘Money for Nothing’ blev taget godt i mod af publikum med pift, jubel og stående klapsalver i lange baner.

I juni og juli turnéer Mark Knopfler i stort set hele Europa, inden han og bandet vender snuden mod USA i august og september.

 

ANMELDELSER

Herning Folkeblad: 4 stjerner

Den koncert kørte han altså stensikkert hjem. Mange aldrende koryfæer fra rockmusikkens gyldne æra for 40-50 år siden har efterhånden været forbi Boxen, og fælles for Eric Clapton, Elton John, Peter Gabriel og Mark Knopfler er, at de bare har koncentreret sig om det, de gør bedst. Nemlig at spille musik. Tak for det.

Læs hele anmeldelsen her

Jyllands-Posten: 4 stjerner

Størst var jublen naturligt nok, da Mark Knopfler dykkede ned i bagkataloget og fandt velvalgte højdepunkter fra tiden i Dire Straits. Den fængende, forlængede og bemærkelsesværdigt uskolede version af “Once Upon A Time In The West” har fået denne anmelder til at finde albummet “Communiqué” (1979) frem fra gemmerne, og den bliver nok liggende på tallerkenen ugen ud (....) Ja, Dire Straits er historie, men som guitarist har Mark Knopfler fortsat sin berettigelse.

Læs hele anmeldelsen her

Gaffa: 4 stjerner

Mark Knopfler havde ti voldsomt dygtige musikere med sig på scenen, og som han fortalte: ”Sidst vi talte, var der 48 instrumenter.” Lydtrykket var forbavsende massivt og højt det meste af tiden, men der var også smukke stille passager. Sætlisten indeholdt en blanding af mandens stærkeste og mest kendte numre (...). 

Læs hele anmeldelsen her


Se flere billeder