05-11-2018  - MCH Presse

Grevinde Alexandra indtager Herning med nyt foredrag

Grevinde Alexandra indtager Herning med nyt foredrag

Pressefoto.

Onsdag 30. januar danner MCH Herning Kongrescenter ramme om Grevinde Alexandras nye foredrag, som tager udgangspunkt i hendes bog 'Mit lykkelige land'.

Når Grevinde Alexandra gæster MCH Herning Kongrescenter med sit nye foredrag, får publikum en enestående mulighed for at få et personligt indblik i grevindens liv og hendes syn på Danmark - et land som hun nu føler sig fuldkommen hjemme i. Aftenen byder på en rejse gennem tiden og en personlig fortælling om, hvordan Grevinde Alexandra blev prinsesse og mor, og hvad Danmark har betydet for hendes liv og hendes lykke.

Foredrag og spørgsmål fra salen

Grevinde Alexandra vil i første halvdel af foredraget tage ordet i klassisk foredragsforstand, men herefter bliver der åbnet for en samtale- og spørgesession, hvor Grevinde Alexandra helt ekstraordinært vil besvare en række spørgsmål fra publikum. De fremmødte får derfor en unik mulighed for at spørge ind til grevindens liv.

Der vil på aftenen også være mulighed for at købe et eksemplar af 'Mit lykkelige land' - en bog som Alexandra kalder en kærlighedserklæring til Danmark.