26-07-2020  - MCH Presse

Guldregn på MCH Arena

Guldregn på MCH Arena

Foto: FC Midtjylland.

FC Midtjylland kunne efter kampen mod AaB lade sig hylde som danmarksmestre - og for tredje gang på fem år regnede det med guldkonfetti på MCH Arena.

Efter en usædvanlig sæson med coronapause fra 8. marts til 1. juni sikrede FC Midtjylland sig sit tredje danmarksmesterskab på fem år allerede fire runder før, turneringen var færdigspillet. Mesterskabet blev fejret med overrækkelse af pokal og guldmedaljer søndag 26. juli på MCH Arena efter kampen mod de danske mestre fra 2014, AaB.

Administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen lykønsker de danske mestre:

- Til alle i FC Midtjylland, ledelse, medarbejdere, trænere, spillere og alle øvrige omkring holdet og klubben: Mine allerbedste lykønskninger. Et danmarksmesterskab er stort. Tre danske mesterskaber og et pokalmesterskab på fem år er en præstation i særklasse, som fortjener den største respekt og er resultatet af mange års hårdt og målrettet arbejde, siger Georg Sørensen og ønsker de danske mestre held og lykke i de kommende internationale kampe på MCH Arena.

FC Midtjylland sluttede sæsonen med 82 point foran sølvvinderne fra F.C. København med 68 point og AGF, der med 64 point vandt bronze.