14-10-2018  - MCH Presse

Håndbolddrama satte Jyske Bank Boxen i kog

Håndbolddrama satte Jyske Bank Boxen i kog

Jyske Bank Boxen dannede søndag 14. oktober ramme om Champions League-opgøret mellem Skjern Håndbold og Paris Saint-Germain. Kampen endte med en PSG-sejr på 24-26. Foto: MCH/Lars Møller.

Efter et tæt opgør måtte Skjerns danske mestre se sig slået 24-26 af verdensstjernerne fra Paris Saint-Germain i dagens Champions League-opgør. Kampens spiller blev Skjern-målmanden Emil Nielsen.

6.962 håndboldglade tilskuere skabte en stemningsfyldt hjemmebane for Skjerns danske mestre, der i Jyske Bank Boxen tog imod Paris Saint-Germains stjernespækkede hold med blandt andre Mikkel Hansen og Karabatic-brødrene. Champions League-opgøret blev et tæt opgør, der udviklede sig til et drama i slutminutterne og endte med en Paris sejr på 24-26.

Med stillingen 1-1 efter de første ni minutter var der ikke meget, der tydede på en 50-måls kamp, men opgøret udviklede sig og blev tæt med skiftende føringer. Paris kom bedst fra start og en føring på 4-7 efter 17 minutter – en stilling, der kunne have været meget værre for Skjern, hvis det ikke havde været for en stribe verdensklasse redninger af Skjern-keeper Emil Jensen. Skjern holdt godt fast i kampen og kom til føring flere gange undervejs – først ved 9-8 og igen i 2. halvleg ved 16-15.

Skjern førte med 17-16 med et kvarter igen, og de to hold fulgtes ad indtil Anders Eggert fik et rødt kort fem minutter før slutfløjtet. Det blev starten på nogle dramatiske slutminutter, hvor håndboldpublikummet satte stemningen i Jyske Bank Boxen på kogepunktet, da også franskmændene fik et rødt kort og en udvisning. Trods et medlevende publikum og et heroisk kæmpende Skjern-hold lykkedes det ikke at få udlignet, og i stedet scorede Paris i sidste sekund til en tomåls-sejr på 24-26.

Forberedelserne starter nu til næste arrangement i Jyske Bank Boxen, når håndboldbanen forvandles til en arena for verdens bedste heste og ryttere, der fra torsdag til søndag dyster i dressur og spring. Der er håndbold igen i Jyske Bank Boxen den 11. januar 2019, hvor det gælder VM i herrehåndbold.


Se flere billeder