21-09-2026  - MCH Presse

Herning bliver endnu en gang centrum for bodybuilding og fitness

Herning bliver endnu en gang centrum for bodybuilding og fitness

Toptrænede bodybuildingatleter indtog også MCH Herning Kongrescenter i 2025. Foto: MCH/Tommas Hviid.

Muskuløse kroppe og perfekte positurer vises frem, når bodybuildingatleter indtager MCH Herning Kongrescenter til en weekend med debutantstævne og kamp om de eftertragtede DM-titler.

I weekenden 26. og 27. september danner MCH Herning Kongrescenter igen ramme om dansk bodybuilding, når nogle af Danmarks bedste bodybuildingatleter indtager Herning. Og ifølge arrangøren Dansk Bodybuilding og Fitnessforbund (Det Nye DBFF) venter der to særlige dage med store muskler og hård konkurrence til både Debutantstævnet og Danmarksmesterskabet.

Lørdag kan publikum altså se frem til at opleve kommende atleter, når de til Debutantstævnet konkurrerer om muligheden for at kvalificere sig til Danmarksmesterskabet, som løber af stablen søndag. Her jagter nogle af landets bedste bodybuildere og fitnessatleter de prestigefyldte DM-titler.

Dansk Bodybuilding og Fitnessforbund forventer omkring 80 debutanter på scenen lørdag, hvoraf nogle går videre til søndag, hvor omkring 80 atleter atter forventes at stille op. Blandt dem er 20 atleter med dugfrisk erfaring fra de nordiske mesterskaber i Finland, hvor de har konkurreret mod atleter fra hele Skandinavien og Estland blot en uge før mesterskabet i Herning. Der er med andre ord lagt op til nogle spændende og afgørende dage den sidste weekend i september.

Topatleter og gratis fitness-udstilling

Begge dage kan publikum desuden se eksklusive gæsteposeringer fra tre atleter, der til daglig poserer i den øverste professionelle liga inden for bodybuilding og fitness på verdensplan. De tre internationale topatleter Jasper Loft, Patrick Johnson og Modesta Hemmingsen vender nemlig alle tilbage til scenen i Herning, hvor de hver især begyndte deres karrierer.

Derudover kan man gå på opdagelse i alverdens produkter og smagsprøver samt finde inspiration og gode tilbud i et udstillerområde, hvor fitness- og livstilsbrands tager plads. Der er gratis entré til udstillerområdet begge dage.

Billetter til DM og Debutantstævnet kan købes via mch.dk.