19-10-2016  - MCH Presse / Maria Lange

Herning bliver eneste jyske stop for Dizzy Mizz Lizzy

Herning bliver eneste jyske stop for Dizzy Mizz Lizzy

Dizzy Mizz Lizzy spiller i MCH Herning Kongrescenter d. 10. februar 2017. Pressefoto

Rockbandet Dizzy Mizz Lizzy gæster MCH Herning Kongrescenter fredag 10. februar 2017.

Har man en forkærlighed for rockgruppen Dizzy Mizz Lizzy, så er det med at sætte kryds i kalenderen 10. februar 2017. Der giver Tim Christensen & co. koncert i MCH Herning Kongrescenter, som det eneste sted i Jylland i 2017.

Dizzy Mizz Lizzy medbringer forventeligt klassikere som ”Silverflame”, ”Love Is A Loser’s Game” og ”Rotator”, men også en stribe hits fra deres helt nye album ”Forward In Reverse”, som de udgav i april i år. Det er 20 år siden, at bandet senest udgav et album, men sommerens festivaler og koncerter har i den grad vist, at Dizzy Mizz Lizzy stadig er på toppen. Bandet høstede således flotte anmeldelser fra et begejstret anmelderkorps, der gav både 4- og 5-stjernede anmeldelser. Steffen Jungersen fra BT gav bandet fem stjerner efter Roskilde Festival med kommentaren: "Danmarks med afstand bedste liveband flåede Roskilde fra hinanden - navnet er Dizzy Mizz Lizzy, de spiller rock, og lige pludselig gav Roskilde Festival mening."

Det er derfor med en vis stolthed, at MCH nu kan afsløre, at Dizzy Mizz Lizzy gæster Herning til februar, som eneste sted i Jylland i 2017.

- Det er en rigtig stor glæde for os at kunne præsentere Dizzy Mizz Lizzy i kongrescentret. For dem, der sikrer sig billet, bliver det uden tvivl en aften, man sent glemmer. Med deres ikoniske sound og energi er Dizzy Mizz Lizzy om nogen i stand til at skabe et brag af en fest, og vi er sikre på, at taget i koncertsalen løfter sig den 10. februar, siger Nicki Quist, Leder af Kultur i MCH.

Rider på succes
2015 var et vanvittigt år for Dizzy Mizz Lizzy, som spillede for omkring en halv million danskere ved en svimlende udsolgt indendørsturné og en række store festivalkoncerter. Året sluttede officielt for bandet den 7. november ved Danish Music Awards, hvor bandets komponist, sanger og guitarist, Tim Christensen, modtog Æresprisen; den største pris en musiker kan få i Danmark.

Som ophavsmænd til nogle af de mest elskede sange i den danske rockhistorie kan det være lidt af en udfordring at skrive nye sange, der skal kunne matche dem, men for Dizzy Mizz Lizzy er der ikke tale om en konkurrence mellem gammelt og nyt.

- Sangene på vores to første plader er skrevet og indspillet for mere end 20 år siden, og selv om vi er stolte af de gamle sange og elsker at spille dem, er vi et andet sted i vores liv i dag. Vi skal ikke konkurrere imod vores egen fortid, men kan vi skabe noget nyt og relevant, der dels kan få sit eget liv, dels fungere sammen med det gamle, er vi lykkedes med vores mission, fortæller Tim Christensen.

Dizzy Mizz Lizzys seneste album, der udkom i april 2016, er lavet sammen med bassisten Martin Nielsen og trommeslageren Søren Friis-Larsen. Pladen er skabt i et tæt samarbejde med Jacob Hansen, som blandt andet har produceret flere af Volbeats plader.

Billetsalget til Dizzy Mizz Lizzy-koncerten i MCH Herning Kongrescenter starter onsdag 19. oktober kl. 10 via mch.dk. The Boy That Got Away er med som supportband. 

Køb billetter her