På en mild oktoberaften tog Herrelandsholdet sin femte sejr af fem mulige på MCH Arena, da Færøerne blev besejret med overbevisende 4-0 i en venskabskamp. Kampen gav debut til Mathias Jensen, Philip Billing, Andreas Skov Olsen, Kristian Pedersen og Jonas Wind, mens Pione Sisto gjorde comeback i rødt og hvidt på hjemmebanen i Herning.
Gældende covid-19-restriktioner betød, at omkring 170 danske fans kunne tage plads på tribunen, men med dannebrogsfarver og tilråb var der alligevel landskampsstemning at spore på Heden.
Dansk dominans
Den overbevisende sejr blev etableret i første halvleg. Fra kampens begyndelse var der dansk dominans på græstæppet i Herning, og efter 22 minutters spil kunne debutant Andreas Skov Olsen bringe Danmark i front via et hårdt spark fra kanten af feltet efter en mangelfuld færøsk clearing. Kort efter blev selvsamme Skov Olsen fældet i modstanderens felt, og Christian Eriksen omdannede det korrekt dømte straffespark til en 2-0-føring. Få minutter senere var det Joakim Mæhles tur til at komme på måltavlen, da venstre backen scorede sit første landskampsmål, inden Andreas Cornelius rundede første halvleg af med et hovedstødsmål til pausestillingen 4-0.
Der stod også Danmark på det meste i anden halvleg, og flere gode muligheder bød sig til blandt andre Pione Sisto, Jonas Wind og Andreas Christensen. Scoringen udeblev dog, og således blev slutresultatet som pauseresultatet 4-0.
Mere topfodbold på MCH Arena
Nu venter to UEFA Nations League-udekampe det danske landshold, der møder Island 11. oktober og dernæst England 14. oktober. Heldigvis er der udsigt til meget mere topfodbold på MCH Arena, når FC Midtjylland tager imod ligarivalerne fra OB lørdag 17. oktober, inden ulvene tager hul på det historiske Champions League-gruppespil hjemme mod Atalanta B.C. onsdag 21. oktober.
Kampen i tal
Danmark-Færøerne 4-0 (4-0)
22’ 1-0 Andreas Skov Olsen
27’ 2-0 Christian Eriksen (straffe)
32’ 3-0 Joakim Mæhle (assist: Martin Braithwaite)
45’ 4-0 Andreas Cornelius (assist: Andreas Skov Olsen)
Danmark (4-3-3): Kasper Schmeichel - Henrik Dalsgaard (46’ Kristian Pedersen), Jannik Vestergaard, Mathias 'Zanka' Jørgensen (82’ Simon Kjær), Joakim Mæhle - Mathias Jensen, Christian Eriksen (72’ Jonas Wind), Philip Billing (72’ Andreas Christensen) - Andreas Skov Olsen (62’ Yussuf Poulsen), Andreas Cornelius (46’ Pione Sisto), Martin Braithwaite
Færøerne (4-4-2): Teitur Gestsson - Jóannes Danielsen (74’ Gilli Rolantsson), Heini Vatnsdal (62’ Odmar Færø), Sonni Nattestad (73’ Hedin Hansen), Viljormur Davidsen - Sølvi Vatnhamar, Brandur Hendriksson, Hallur Hansson (83’ Dan Berg í Soylu), Jóannes Bjartalid (62’ Gunnar Vatnhamar) - Patrik Johannesen, Andreas Lava Olsen (61’ Jóan Simun Edmundsson)
Advarsler:
25’ Sonni Nattestad
66’ Jóan Simun Edmundsson
68’ Kristian Pedersen
74’ Hallur Hansson
Dommer: Glenn Nyberg (Sverige)
Kampens spiller: Andreas Skov Olsen