Automation og robotter, maskiner, svejsning og produktionsudstyr, intern logistik, underleverandører samt fødevareteknologi udgør de fem sektorer på HI Tech & Industry Scandinavia, der således er en spejling af industrien i sin helhed. Knap 570 udstillere fordelt på 12 haller står klar til at gøre de mange tusinde besøgende klogere, og dertil kommer et rigt og alsidigt aktivitetsprogram.
Blandt udstillerne hører Wexøe, der i tæt samarbejde med Rockwell Automation tilbyder digitaliseringsrejser mod en bæredygtig fremtid, som samtidig tager højde for nye lovkrav om effektivisering af energiforbrug, materialeforbrug og transport.
- Ved at bruge data og intelligent software fra Rockwell Automation kan produktionsvirksomheder og maskinbyggerne ikke blot leve op til lovkravene, men også styrke konkurrenceevnen, bibeholde jobs på danske hænder og gøre en indsats for miljøet. På HI-messen kan industrien få inspiration til skræddersyede løsninger til smart machines, hvor intelligent software optimerer produktionen, afkorter time to market og hjælper med at reducere CO2-aftrykket, fortæller divisionschef i Wexøe Peder Henriksen og fastslår:
- Vi glæder os til at møde kunderne på messen og hjælpe og inspirere dem til at optimere deres forretning gennem digitalisering og en mere bæredygtig produktion.
I samarbejde med partnerne Rockwell Automation, HMS Networks og Belden agter Wexøe desuden på årets HI-messe at demonstrere løsninger til effektiv beskyttelse mod cyberangreb.
Svejserobot med alle de nyeste teknologier
Valk Welding Danmark, der udvikler og bygger nøglefærdige svejserobotsystemer, er ligeledes på pletten, og virksomheden går efter at fremvise et bredt udsnit af dens kompetencer.
- På standen kan de besøgende opleve en E-Frame-svejserobot med alle de nyeste teknologier, ligesom vi medbringer et stort udvalg af svejsetråd og software, som er en meget vigtig del af automationen af svejseprocessen. Vi møder talstærkt op på messen, så der bliver rig mulighed for at snakke med såvel teknikere som salgspersonale, lyder det fra salgsingeniør i Valk Welding Danmark John Thura, der ser store kvaliteter i HI-messen:
- Det er en klar prioritering for os af være til stede på årets messe. HI-messen har en god placering for mange og dækker bredt branchemæssigt.
Han fremhæver særligt muligheden for at udveksle idéer og erfaringer netop på tværs af industriens brancher - og de gode betingelser for at finde fremtidige samarbejdspartnere.
Ny løsning til palletering
På aktuatorproducenten LINAK Danmarks stand kan de besøgende se frem til at blive opdateret på avancerede elektriske lineære aktuatorsystemer og løsninger.
- Vi kommer med alle vores nyheder, herunder ELEVATE, som er vores nye løsning til cobot palletering. Vi præsenterer hele vores produktprogram til industrien, og der er mulighed for, at de besøgende på vores stand kan få hands-on på vores intelligente systemer, oplyser John Lund, Sales Manager, TECHLINE hos LINAK Danmark, og slår fast:
- HI-messen har altid været den vigtigste messe for LINAK Danmark. Det er her, vi har mulighed for at vise, hvad det er, vi kan tilbyde til industrien. Der er så mange virksomheder repræsenteret, og for os er det helt klart messen at være repræsenteret på.
Han ser frem til gode dialoger med såvel eksisterende som potentielle kunder og håber desuden at få tid til selv at snuse rundt i hallerne - han betragter nemlig også HI-messen som en gylden mulighed for at blive opdateret på, hvad der aktuelt og i bred forstand rører sig i industrien.
Et omfattende aktivitetsprogram
HI-messen, der i år fejrer 60-års jubilæum, byder foruden de mange udstillere på et væld af aktiviteter og eventområder, der er med til at gøre messen til industriens centrum for viden, innovation og udvikling. Det gælder eksempelvis det teknologiske fremtidsunivers Technomania, 3D TECH, der har fokus på 3D-print, og The Smart Company, som beskæftiger sig med integration, transparens, digitalisering, transformering og business.
Aktivitets- og eventområderne tæller også Svejsebrancheklubben, der ligesom resten af messen favner morgendagens teknologier, og DI Produktion, der som noget nyt forestår et stort område til netværk, inspiration og faglige oplæg - alt sammen med fokus på mærkesagerne grøn omstilling, arbejdskraft i verdensklasse og digitalisering og automatisering.
Endelig udspiller også en række konkurrencer og prisuddelinger sig på årets HI-messe - det gælder HI Sustainable Development Award, DM i 3D-print, International Food Contest og DIRA Automatiseringsprisen 2023.
HI Tech & Industry Scandinavia finder sted i MCH Messecenter Herning 3.-5. oktober 2023. Læs mere hér.