19-05-2024  - MCH Presse

Historisk tilbageblik: Fra Herning Hallen til MCH

Historisk tilbageblik: Fra Herning Hallen til MCH

Foto: MCH/Lokalhistorisk Arkiv/Hugo E. Madsen.

Åbningen i 1954 havde et langt tilløb. Det allerførste skridt blev nemlig taget allerede lørdag 30. december 1944 på Gregersens Hotel i Herning. Her blev selskabet A/S Herning-Hallen stiftet og er i dag kendt under navnet MCH A/S.

Fakta om Herning Hallen / MCH A/S

  • 1944: Stiftelse af aktieselskabet Herning-Hallen.
  • 1954: Indvielse af Herning Hallen (i dag MCH Herning Kongrescenter).
  • 1963: Nyt messecenter med fem nye haller på i alt 10.000 kvadratmeter åbnes af Kong Frederik 9.
  • 1974: Den runde Hal B på 5000 kvadratmeter åbnes af Prins Henrik.
  • 1986: Kongrescentret ombygges for 100 millioner kroner og åbnes af Dronning Margrethe II
  • 2000: Georg Sørensen præsenterer Vision 2025 med fokus på infrastruktur og faciliteter.
  • 2004: Hal M bygges som Danmarks største søjlefri multihal på 14.000 kvadratmeter.
  • 2004: MCH Arena med en kapacitet på 11.700 tilskuere åbnes med en 6-1 sejr til FC Midtjylland.
  • 2006: Motorvejsnettet udbygges løbende mod syd, øst og nordvest.
  • 2010: Lady Gaga indvier Jyske Bank Boxen med en publikumskapacitet på op til 15.000.
  • 2018: Ny ankomstbygning til Jyske Bank Boxen kombineret med overbygninger til hallerne og efterfulgt af opdatering af udenomsarealer og hovedbygningen.

Bag selskabet A/S Herning Hallen stod blandt andre sportens organisationer med SIKH i spidsen, den allerede eksisterende tekstilmesse, der havde holdt til på hoteller og skoler samt repræsentanter for erhvervslivet. Kristian Madsen, formand for SIKH og direktør for Herning Motor Kompagni, holdt ved stiftelsen i 1944 en tale, der måske var mere visionær, end han selv vidste på det tidspunkt.

- Vi skal bygge en hal, der er vor by værdig. Hvor alle virksomheder i vort land med udstillinger og messer kan få lejlighed til at vise, hvad dansk foretagsomhed kan præstere. En hal, hvor vi også kan samles om kunst og sport samt til møder af enhver art, sagde formanden og fortsatte:

- Lad dette være det første skridt på vejen mod opførelsen af en Herning-Hal, der fortsat kan medvirke til at gøre Herning til den førende by i amtet og til en by, der er respekteret og agtet af vort lands befolkning for sit initiativ og sin virketrang.

I efterkrigstiden kunne der hverken skaffes midler eller byggetilladelse, fordi alle kræfter skulle sættes ind på at bygge boliger. Samtidig tog det tid at opnå enighed om placering, udformning og økonomi, men det lykkedes, og Herning Hallen endte med at blive en folkesag med aktier ned til 50 kroner samt med opbakning fra byrådet, sportslivet, tekstilindustrien, fagbevægelsen og handelslivet. En vigtig og bred opbakning, som er fortsat gennem alle årene og den dag i dag er fundamentet for MCH.

Startskuddet
Tilbage i 1954 åbnede Herning Hallen som en facilitet, der skulle rumme messer, sport og kulturelle begivenheder. Med sin placering i Herning midtby og sine 1.600 kvadratmeter satte den første hal scenen for, hvad der siden skulle blive en lang række arrangementer.

Åbningsdagen var en festlig begivenhed, der bød på optræden af en finsk bassanger og den største danske skuespiller Poul Reumert, og festlighederne blev ledsaget af musik fra Holger Thisteds 15 mand store orkester. Dagen efter bød hallen på gymnastikopvisning og bal for unge herningensere, hvilket cementerede hallens rolle som byens samlingspunkt.

Vision, vækst og innovation
Gennem årene er MCH's faciliteter vokset i takt med efterspørgslen - allerede i 1955 blev hallen udvidet med et anneks på 300 kvadratmeter, og efter en teltløsning åbnede en ny permanent hal i 1960 - og væksten fortsatte.

I 1963 blev det første spadestik til Herning Hallerne taget uden for byens centrum (i dag MCH Messecenter Herning). Ved åbningen af de fem nye haller talte H.K.H. Kong Frederik 9. om, hvad sammenholdet i Herning havde ført til.

- Jeg vil åbne denne udstilling med en lykønskning til Herning, som har vist vort land, hvad et samfund kan udrette ved at arbejde sammen mod fælles mål, sagde Kongen.

Hallerne blev centrum for både nationale og internationale messer og begivenheder, og siden har MCH fortsat med at innovere og udvide – eksempelvis i 1974 med den ikoniske, runde Hal B, inspireret af New Yorks Madison Square Garden.

En milepæl i MCH-historien var Vision 2025, der blev fremlagt af direktør Georg Sørensen, og som med fokus på faciliteter og infrastruktur viste vejen for blandt andet den 14.000 kvadratmeter store søjlefrie Hal M, fodboldstadion, nu MCH Arena, og Danmarks første multiarena Jyske Bank Boxen – samtidig med en løbende udbygning af det midtjyske motorvejsnet, der forbinder Herning mod både syd, øst og nordvest.

I dag beskæftiger MCH-koncernen 250 fuldtidsmedarbejdere og op mod 1.000 freelancere. Også i 2024 byder oplevelseskoncernen på en perlerække af arrangementer inden for forretningsområderne messer, musik, mesterskaber og sport samt møder, kongresser og store fester. 2025 bliver et særligt år, der i tillæg byder på VM i håndbold og ishockey samt EuroSkills.

Læs, hvad administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen udtaler i anledning af jubilæet hér.


Se flere billeder