Tusindvis af gæster fra både ind- og udland kom i år igennem dørene til Icehorse Festival 2024, der fandt sted 4.-7. april 2024, og stemningen var forrygende alle fire dage. Foruden heste og ryttere, som leverede sportspræstationer på højeste niveau, bød Icehorse Festival på shows, spektakulære udklædninger, over 50 udstillere i det store shoppingområde, foredrag og oplæg med dygtige fagfolk samt mange andre oplevelser.
Derudover fungerede flere nye tiltag omkring hestevelfærd rigtig godt. I år var der blandt andet begrænset adgang til staldene for publikum i ydertidspunkterne, der blev foretaget målinger af lydniveau i hallen løbende, alle heste i både sportsklasser og shows var igennem udstyrskontrol efter præstation på banen og hingstene blev flot fremvist til årets line-up lørdag aften. Samtidig med de nye tiltag var stemningen under hele festivalen igen i år formidabel:
- Alle dage er forløbet rigtig godt, og vi er meget tilfredse. Vi har set virkelig flotte ekvipager og store sportslige præstationer. Vi er meget glade for den store interesse og opbakning fra både publikum, udstillere, ryttere og sponsorer. En kæmpestor tak skal lyde til vores godt 100 frivillige hjælpere, der gør et kæmpe arbejde - uden dem havde vi ingen festival, lyder det fra Stine Sandahl, Lone Bertelsen og Rasmus Møller Jensen, der er arrangørgruppen bag Icehorse Festival.
Samtidig glæder de sig over samarbejdet med streamingtjenesten Alendis, der har sørget for streaming af alle klasser og shows alle 4 dage med kæmpe interesse fra både udenlandske og danske seere.
Man kan se mere om eventet, læse nyheder og tjekke resultater på www.icehorsefestival.com.
Bemærk: Denne nyhed er en versionering af arrangørens pressemeddelelse.