04-10-2019  - MCH Presse

IFC var en fagfest for fødevarebranchen – og flere til

IFC var en fagfest for fødevarebranchen – og flere til

Formand for IFC-udstillingsudvalget Søren Jensen (th.) viste åbningstaler Lone Fønss Schrøder (mf.) og administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen (tv.) rundt på IFC. Foto: MCH/Lars Møller

Aktiviteten var høj til International FOOD Contest, der fra 1.-3. oktober blev afholdt i MCH Messecenter Herning og bød på udstilling, prisuddelinger og netværk på tværs af brancher.

Den populære fødevarekonkurrence International FOOD Contest (IFC) var et tilløbsstykke på årets hi-messe, der blev gennemført 1.-3. oktober i MCH Messecenter Herning.

På IFC udstilles og bedømmes mejeriprodukter og andre fødevarer, og fødevarekonkurrencen bød som vanligt på uddeling af en række ærespriser inden for alt fra mejeri, brød og kager til kød, alkohol og plantebaserede produkter.

Hos IFC's formand er glæden stor efter tre dage med høj aktivitet:

- IFC har været velbesøgt alle tre dage igennem, og både udstillere og besøgende virker rigtig glade, så det kan vi fra IFC's side kun være vældig tilfredse med, siger Søren Jensen, formand for IFC og produktionsdirektør hos Arla Food, og fortsætter:

- Fødevarebranchen har meget at vise frem, og vi er meget stolte af vores produkter. IFC er vores eneste chance om året for at fremvise branchens fantastiske sortiment og den passion, vores dygtige folk lægger i det.

Netværk på tværs af brancher
IFC bliver hvert andet år afholdt i forbindelse med teknologi- og industrimessen hi Tech & Industry Scandinavia, og det anser Søren Jensen som en klar fordel for både fødevarebranchen og de resterende brancher, der er repræsenteret på hi-messen.

- Først og fremmest betyder det, at IFC igen i år har oplevet et flow af ikke-mejerifolk, og det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Samtidig betyder det, at besøgende får mere ud af deres besøg. Meget af det, udstillerne viser frem på hi-messen, er produkter og teknologier, der også bliver efterspurgt i fødevareindustrien, heriblandt løsninger inden for logistik og transport samt reservedele og tøj, så det giver en bred inspiration og mulighed for netværk på tværs af brancher, siger Søren Jensen.

Tradition og fornyelse
Administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen glæder sig også over samarbejdet og lykønsker samtidig arrangørerne bag International Food Contest:

- Et stort tillykke til arrangørerne med et velgennemført arrangement, som fortjent blev belønnet med mange besøgende. Og samtidig tak for tilliden og for at vi har dannet rammen om de højt estimerede konkurrencer, der både byder på tradition og fornyelse, siger Georg Sørensen og fortsætter:

- Vi er glade for, at IFC er blevet en del af hi-messen. Vi ser store muligheder i samarbejdet og kan konkludere, at hi og IFC er et godt match med perspektiver for alle.

IFC kan næste gang opleves fra 28. september til 1. oktober 2020, hvor konkurrencen afholdes i forbindelse med FoodTech-messen i MCH Messecenter Herning.

Se alle vinderne på www.foodcontest.dk

Tilmeld nyhedsbrev

Få vores nyhedsmail med nyt om events og store oplevelser og bliv opdateret på, hvad der sker i MCH.

Hold dig opdateret om MCH's arrangementer