07-05-2018  - MCH PRESSE

Ishockey: Stående klapsalver til Danmark trods nederlag

Ishockey: Stående klapsalver til Danmark trods nederlag

Foto: MCH/Lars Møller.

Danmark kom på benhårdt overarbejde, da de mandag aften tog imod storfavoritterne fra Canada. Med cifrene 1-7 belønnede publikum alligevel de hårdtprøvede spillere med stående klapsalver.

Der var både bølgegang, klapsalver og slagsange fra de 10.800 fans på tribunerne i Jyske Bank Boxen, da Danmark mandag aften mødte sværvægterne fra Canada i Danmarks tredje VM-kamp. Trods masser af kampgejst og et utrætteligt dansk mandskab, der kæmpede sig igennem alle tre perioder, fik canadierne dog sat en tyk streg under, at der er en grund til, at de har vundet intet mindre end syv OL-guldmedaljer og 18 VM-guldmedaljer.

Målene blev klappet ind på stribe, og allerede efter første periode kunne Canada gå til pause med en 3-0 føring. Anden periode blev ikke nemmere, og canadierne slap på intet tidspunkt presset, så også denne periode endte uden danske mål og cifrene 5-0 i canadisk favør. Canada fortsatte deres målstime ind i tredje periode, hvor cifrene hurtigt blev ændret til 6-0, men med otte minutter tilbage af kampen satte Jesper Jensen Aabo Danmark på tavlen med kampens eneste danske mål – til vild jubel fra Jyske Bank Boxen.

Canada nåede akkurat at få sat et ekstra mål ind, men på trods af de benhårde cifre 7-1 kunne de danske ishockeyherrer spille kampens sidste minut til stående ovationer fra de 10.800 fans i Jyske Bank Boxen.

Kampens spillere blev henholdsvis Frans Nielsen (DK) og Ryan Nugent-Hopkins (CAN).

Forinden Danmarks kamp mødtes USA og Tyskland. Her endte kampen 3-0 til amerikanerne. 

Danmarks næste kamp bliver onsdag, hvor de møder Finland kl. 20.15.

 

Følg med og hold dig opdateret på de sociale medier: 

Jyske Bank Boxens Facebook-side

Fanzonen i Herning

IIHF Ishockey VM's Facebook-side

#jyskebankboxen

#iihfworlds

#denmark18


Se flere billeder