22-05-2018  - MCH PRESSE

Ishockeyen hyldes til Dansk Ishockey Award

Ishockeyen hyldes til Dansk Ishockey Award

Dansk Ishockey Award 2018 finder sted lørdag 2. juni i MCH Herning Kongrescenter. Foto fra IIHF Ishockey VM 2018. Foto: MCH/Lars Møller.

Der bliver prisfest i Herning, når Dansk Ishockey Award 2018 hylder ishockeyen, de danske stjerner og de mange hundrede frivillige i MCH Herning Kongrescenter lørdag den 2. juni.

Selvom IIHF Ishockey VM 2018 nu er forbi, fortsætter ishockeyfesten lidt endnu. Lørdag den 2. juni danner MCH Herning Kongrescenter nemlig ramme om det årlige hyldestshow, Dansk Ishockey Award 2018, der fejrer og hædrer dansk ishockey.

Ved showet venter der både hyldest til de danske ishockeystjerner fra Metal Ligaen, landsholdet og NHL, men også supportere, dommere, trænere og ikke mindst bredden i dansk ishockey hædres med Danmarks mest prestigefyldte ishockeypriser. 

Festlig afslutning på VM i ishockey
Efter afholdelsen af IIHF Ishockey VM 2018 bliver festen i år ekstraordinær og byder blandt andet på fejringen af de flere end 1.100 frivillige, som har ydet en kæmpe indsats under VM i maj.

- Vi glæder os til at kunne præsentere en række af Danmarks bedste ishockeyspillere på scenen - det gælder både profiler fra NHL, Metal Ligaen og de store europæiske ligaer. Dansk Ishockey Award er altid en festlig afslutning på sæsonen, og i år vil vi også kunne krydre med de seneste og mest friske nyheder fra VM 2018-arrangementet i Danmark, siger Ulrik Larsen, direktør for Danmarks Ishockey Union.

Dansk Ishockey Award 2018 finder sted i MCH Herning Kongrescenter lørdag den 2. juni kl. 20.00.

Billetter kan købes via mch.dk eller i billetsalget i Kongrescentret. Information og køb af VIP borde kan ske ved kontakt til ula@ishockey.dk.