Icehorse Festival er verdens største indendørs World Ranking-stævne for islandsheste. Her kan besøgende se frem til at opleve nogle af de bedste heste og ryttere i verden konkurrere, når flere end 250 islandske heste og 280 ryttere kommer til Herning.
Der konkurreres i både Sport A- og Sport B-klasser af adskillige internationale ryttere, som gør oplevelsen til noget ganske særligt for festivalens besøgende. Torsdag og fredag afvikles de indledende runder, mens de spændende finaler finder sted lørdag og søndag. Det hele foregår indendørs i Hal M på en 250 meter lang ovalbane. Foruden en masse flot ridesport i sportsklasserne, kan besøgende se frem til at opleve hingste og unge talenter, når Futurity-klasserne galoperer afsted.
Som noget nyt slår Icehorse Festival i 2025 portene op til X-Factor Hingste Show lørdag aften. Her kan man nyde synet af de flotteste islandske hingste, der folder sig ud, mens publikum har en vigtig stemme til lørdagens konkurrence.
- Der er virkelig noget godt i vente for publikum. Det er en konkurrence, hvor hingstene har frie tøjler til at vise sig frem på den bedst mulige måde. Vi vil gerne involvere publikum, og X-Factor er jo et velkendt koncept. Derfor er det altså publikum, der via live-afstemning bestemmer vinderen af konkurrencen. Vi har ikke gjort det på den måde før, men vi synes, det er rigtig spændende. Publikum kan godt glæde sig. Det bliver stort, siger marketingschef for Icehorse Festival Stine Sandahl.
Alverdens udstyr og ny viden
I den tilhørende messedel bliver der rig mulighed for at shoppe løs hos de omkring 50 udstillere, der tilbyder alverdens udstyr til både hest og rytter. De besøgende kan desuden se frem til flere spændende clinics og inspirerende DI-talks, hvor man for alvor kan suge viden til sig. Det er fire dage fuld af spænding, store oplevelser, inspiration, shopping og flere end 250 islandske heste.
Hele programmet for Icehorse Festival kan findes her.