10-11-2023  - MCH Presse

Jubilæum i MCH: Lopper og stumper handles for 75. gang

Jubilæum i MCH: Lopper og stumper handles for 75. gang

Loppelystne genbrugsjægere kan se frem til skjulte skatte og sjældne stumper til efterårets Loppe- og stumpemarked 18. november i MCH Messecenter Herning. Foto: MCH/Tony Brøchner.

23.000 kvadratmeter spækket med antikviteter, retrovarer og reservedele vil være at finde, når MCH Messecenter Herning lørdag 18. november bliver hjemsted for unikke fund til det 75. Loppe- og stumpemarked.

DANSKERNE ELSKER GENBRUG

  • Genbrugsbølgen er i vækst, og krisetider har fået danskerne til at handle endnu mere brugt.
  • Fire ud af fem danskere har handlet genbrug inden for de seneste 12 måneder. Børnefamilier er de flittigste til at handle genbrug.
  • 86 % af midt- og vestjyderne har handlet genbrug i de seneste 12 måneder.
  • I år har danskerne i snit købt genbrug for 5.449 kr. og solgt genbrug for 6.563 kr.
  • 32 % har købt genbrugsvarer, der var gået i stykker eller trængte til en kærlig hånd for selv at fikse det.
  • 49 % angiver, at den største årsag til at købe genbrug er, at de kan få ting, der er brugbare, men som måske ellers ville blive smidt ud 

Kilde: DBA’s Genbrugsindeks 2023

Siden 1984 er skattejægere, genbrugshajer, stumpedetektiver og retrofans traditionen tro valfartet til Herning to gange årligt for at gøre gode handler på Loppe- og stumpemarked. Lørdag 18. november åbner dørene for 75. gang til Danmarks største indendørs marked i MCH Messecenter Herning. Jubilæet markeres blandt andet ved uddeling af 1.000 gratis kager, som besøgende såvel som udstillere kan nyde godt af fra kl. 14.00 i Hal J1.

I MCH A/S glæder man sig over jubilæet og den lange tradition med netop dette marked, der to gange årligt summer af liv, traditioner og gode handler. Markedet formår at udvikle sig, så det taler ind i tidens behov, og igennem alle årene har det været en stor fornøjelse at se glæden i øjnene på gæster, der finder lige præcis den genstand, vedkommende har ledt efter længe.

Danmarks største indendørs marked
Det traditionsrige marked blev født som Herning Stumpemarked i 1984, og det var Svend Aage Mortensen, der stod bag. MCH A/S har overtaget markedet efter stifterens families ønske, og navnet er ændret til Loppe- og stumpemarked. Over de senere år har der særligt været en stor vækst i loppeafdelingen, som minder om en kæmpestor og alsidig genbrugsbutik med alt, hvad hjertet begærer. Derfor dækker navnet over den store diversitet, som markedet nu byder på, hvilket glæder både udstillere og besøgende.

- Stemningen er rigtig god - fra når de mange kræmmere bygger standene op, til når de cirka 10.000 gæster gør en masse gode handler. Hvis du for eksempel finder den manglende tallerken til det stel, din familie har haft i flere generationer på Loppe- og stumpemarkedet, får du den til en mere fornuftig pris, fortæller Kurt Hansen, der har været med til at lave Loppe- og stumpemarked alle årene.

Fejringen får vinger og værdisætning
I anledning af jubilæet byder Loppe- og stumpemarkedet på både en nyhed og et nyere indslag. For første gang vil der være udstilling af forskellige typer modelfly, heriblandt scala-fly, kunstfly, jetfly, svævefly og helikoptere. De besøgende kan få en snak med modelfly-entusiaster og opleve modelmotorer blive startet.

I en anden hal er det muligt at få vurderet værdien af sine medbragte skatte hos Holstebro Auktioner. Auktionsleder Hans Jørgen Eriksen, som er kendt fra tv-programmet 'Mit kæreste eje' og har mere end 25 års erfaring fra branchen, vil vurdere, hvad de besøgendes medbragte genstande er værd.

De otte messehaller fyldt med unikt genbrugsguld og secondhand-skatte er delt i to. Loppemarkedets fire haller byder på fajancestel, vinylplader, retromøbler, gamle frimærker, vintagetøj, børnetøj, instrumenter fra en svunden tid, globusser fra da verden så anderledes ud og meget mere. I fire andre haller byder stumpemarkedet på reservedele til alskens køretøjer. Her deler udstillerne med glæde deres specialviden og mange års erfaring med at samle, reparere og opgradere køretøjer. I stumpedelen kan de besøgende også opleve et væld af veterankøretøjer og møde veteranbil-, knallert- og motorcykelklubber.

Loppe- og stumpemarked finder sted lørdag 18. november i MCH Messecenter Herning. Læs mere om markedet her.


Se flere billeder