25-01-2024  - MCH Presse

Jyske Bank Boxen bliver Håndboldherrernes hjemmebane til VM 2025

Jyske Bank Boxen bliver Håndboldherrernes hjemmebane til VM 2025

Foto: MCH/Lars Møller.

Der er igen udsigt til en storslået håndboldfest i Herning, når landstræner Nikolaj Jacobsen og hans mandskab skal forsvare deres tredobbelte VM-guld i Jyske Bank Boxen i januar 2025.

De kender omgivelserne særdeles godt, for i 2019 vandt Håndboldherrerne deres første verdensmesterskab i Jyske Bank Boxen. Siden har de skrevet historie ved at blive første nation til at vinde VM-guld i herrehåndbold tre gange i træk, og nu vender herrelandsholdet så retur til Herning i jagten på endnu et topresultat ved VM i 2025. Et gensyn som landstræner Nikolaj Jacobsen glæder sig til.

- Vi har masser af gode minder fra Jyske Bank Boxen. Opbakningen er altid fantastisk, og vi er rigtig glade for, at det er i lige netop den kulisse, vi lægger fra land, når vi skal prøve at forsvare vores VM-guld, fastslår Nikolaj Jacobsen således.

Op til seks danske kampe i Jyske Bank Boxen
Danmark arrangerer det kommende VM i herrehåndbold sammen med Norge og Kroatien, og foruden Danmarks gruppe huser Jyske Bank Boxen endnu en indledende gruppe, ligesom Håndboldherrerne spiller en eventuel mellemrunde på hjemmebane. Dermed bliver der i alt op til seks danske kampe i Herning, mens den resterende del af mesterskabet udspiller sig i Norge og Kroatien.

I Herning Kommune vækker det glæde at skulle danne ramme om den enorme sportsbegivenhed.

- Vi er stolte over, at DanskHåndbold har valgt Herning som værtsby for VM. Det er altid en stor oplevelse, når verdens bedste håndboldspillere kommer til byen. Vi glæder os, og jeg er sikker på, at der igen vil være massiv opbakning til arrangementet og til det danske landshold. Som værter vil vi naturligvis sætte alle sejl til for at gøre VM-slutrunden til endnu en folkefest, garanterer Dorte West, borgmester i Herning Kommune.

Hele Danmarks hjemmebane
VM 2025 bliver det syvende store håndboldmesterskab i Jyske Bank Boxen, så her er erfaringen med at afholde de største kampe stor. Men det er stadig noget helt særligt hver gang.

- Vi elsker de store mesterskaber, og vi elsker at have mange gæster i MCH. Derfor glæder vi os meget over igen at få vist den store tillid, det er at være hele Danmarks hjemmebane ved endnu et håndboldverdensmesterskab næste år, konstaterer administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen og fortsætter:

- Vi ser rigtig meget frem til igen at byde velkommen til vores håndboldherrer samt alle de øvrige hold, DanskHåndbold- og IHF-officials samt de titusindvis af engagerede fans fra både hele Danmark og de deltagende nationer. Vi glæder os til igen at skabe rammerne om en håndboldfest med den helt rigtige mesterskabsstemning i Jyske Bank Boxen og i Fanzonen.

En bastion for vores landshold
At valget er faldet på Herning og Jyske Bank Boxen som dansk hjemmebane er ifølge administrerende direktør i DanskHåndbold Henrik M. Jacobsen langt fra nogen tilfældighed.

- Boxen er jo blevet lidt af en bastion for vores landshold. Stemningen er altid i top, og så ved vi, at al logistik fra MCH’s side fungerer til punkt og prikke både omkring kampene og den populære fanzone. Samtidig er Herning Kommune en værdsat medspiller, der er dygtig til at invitere fans fra hele Danmark indenfor og skabe den folkefest, vi alle sammen elsker til de store håndboldmesterskaber, lyder det fra Henrik M. Jacobsen.

Billetsalget til VM i herrehåndbold 2025 starter i midten af marts.

Fotos nedenfor: Casper Horsnæs Larsen / IHF / Lars Møller.


Se flere billeder