Danske håndboldfans kan godt begynde at glæde sig til januar 2026. Her afvikles EM i herrehåndbold nemlig i Danmark, Sverige og Norge, og det danske håndboldlandshold får lov til at spille alle sine kampe i Danmark.
Herning og Jyske Bank Boxen bliver hjemmebane for det danske landshold, når den midtjyske by bliver vært for to indledende grupper samt en af to mellemrunder og finaleweekenden. De øvrige kampe spilles i Malmø og Kristianstad i Sverige samt Oslo i Norge.
- Vi glæder os helt enormt til at byde store dele af Europa velkommen til verdensklassehåndbold i Herning. Det er et specielt sted for vores landshold, som på både herre- og kvindesiden har oplevet magiske øjeblikke i Jyske Bank Boxen. Et sted, hvor både spillere, trænere og ledere føler sig hjemme og velkomne. Vi er derfor glade for og stolte over, at vi endnu en gang har kunnet lave en flot aftale med de gode folk i Herning Kommune og Jyske Bank Boxen om at blive dansk hjemmebane ved EM 2026, siger formand for DanskHåndbold Morten Stig Christensen.
Alle kampene i Danmark bliver altså spillet i Jyske Bank Boxen, som dermed bliver dansk hjemmebane under hele turneringen. Det glæder også administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen:
- Vi er rigtig glade for, at EM i herrehåndbold 2026 finder sted i Jyske Bank Boxen, og vi ser meget frem til igen at byde de allerbedste håndboldspillere, -ledere, -trænere, -officials og fans velkommen. Vi takker vores nære samarbejdspartner DanskHåndbold og Det Europæiske Håndboldforbund for igen at vælge vores multiarena som hele Danmarks hjemmebane. Det bliver den ottende gang, at Jyske Bank Boxen lægger gulv til et europa- eller verdensmesterskab i håndbold, og det er en fortsat tillid, som vi vil gøre vores bedste for at honorere med igen at skabe den bedste og festligste ramme om begivenhederne, så alle får en oplevelse ud over det sædvanlige, siger administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen.
Borgmester i Herning Kommune Dorte West ser også frem til at kunne byde folk fra nær og fjern velkommen til den jyske hede.
- Vi er meget begejstrede for, at Herning Kommune bliver værtsby for EM i 2026. Jyske Bank Boxen danner altid en imponerende ramme om en stor håndboldfest, og jeg er overbevist om, at det bliver en fantastisk hjemmebane for det danske landshold – både til EM i 2026 og til VM i januar 2025. I Herning Kommune er vi meget stolte af, at Dansk Håndbold endnu en gang har valgt at placere et stort mesterskab hos os. Som værtsby vil vi gøre alt for at skabe en uforglemmelig håndboldfest for hele kommunen. Jeg er overbevist om, at opbakningen til europamesterskabet og til det danske landshold bliver enorm, lyder det fra borgmester i Herning kommune Dorte West.
Endelig er begejstringen heller ikke til at tage fejl af hos Sport Event Denmark, som rådgiver i forbindelse med bud og afvikling af store, internationale sportsevents og idrætskonferencer.
- Herning har gennem mange, mange år dannet rammen om store, internationale sportevents inden for eksempelvis håndbold, ishockey, ridesport og svømning. Håndboldslutrunderne har braget igennem både nationalt og internationalt med fest og farver på tribunerne, professionel afvikling, kæmpe fanzoner og byaktivering. Derfor ser jeg også frem til, at Herning igen i 2026 bliver værtsby for mændenes EM, siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.
Med den endelige offentliggørelse af værtsbyerne er det også på plads, hvilke hold, der bliver forhåndsplaceret i hvilke lande og puljer, hvis de kvalificerer sig.
Danmark og Tyskland spiller indledende kampe i Herning, Norge og Færøerne spiller i Oslo, mens Sverige og Island starter EM i de to puljer, som spilles hos svenskerne. Turneringens anden mellemrunde bliver spillet i Malmø.
EM 2026 begynder 15. januar og spilles frem til 1. februar. Billetsalget til kampe i Jyske Bank Boxen starter primo 2025. Læs mere hér.