FAKTA: World Cup Herning i tal
- 60 udstillere
- 1,5 hektar ridebanebund - 10 cm tykt ridelag med specialsand og under dette en stødabsorberende gummimåtte.
- Det tager 40 timer at lægger banerne ud, og når de er udlagt, skal der vandes for at gøre sandet kompakt.
- 50 VIP-borde og 300 VIP-pladser.
- Cirka 600 heste i konkurrence.
- Cirka 300 ryttere fra 11 nationer.
- 65 ekvipager i dressur og 550 kombinationer i springning.
- Præmiesum: 2.300.000 kr.
- 3.500 baller strøelse.
- 650 bokse.
- 21.329 besøgende i 2019.
1,5 hektar ridebanebund er lagt ud, 3.500 baller strøelse er fordelt, 650 hestebokse er installeret, siddepladserne er klargjort, og 60 messestande står klar, når henholdsvis Jyske Bank Boxen og MCH Messecenter Herning igen danner ramme om World Cup Herning i efterårsferien 20.-24. oktober.
Det er fjerde gang, det populære stævne finder sted, og besøgende kan se frem til alt fra spring- og dressurkonkurrencer til forrygende show og spændende følauktion. Sideløbende kan hesteinteresserede gå på opdagelse i Hal M i MCH Messecenter Herning, der foruden et spændende sportsprogram byder på et messeområde med alt i udstyr og tilbehør samt gode tilbud til både heste og ryttere. Søndag vil der være gratis entre til World Cup Herning og messeområdet.
Arrangørerne bag World Cup Herning ser frem til igen at holde det spektakulære stævne i MCH:
– Vi glæder os rigtig meget over at være tilbage i MCH. Vi har lavet nogle store ændringer i programmet, som, vi tror, vil gøre eventen endnu mere interessant for publikum, siger Casper Cassøe, som er direktør for Dansk Varmblod.
Ud over imponerende dressur- og springkonkurrencer byder World Cup Herning også på Grand Prix, show, FEI Dressage og World Cup Freestyle for de 15 bedste ryttere og FEI Jumping Ponies Trophy og Pony Grand Prix.
Gensyn med danske OL-ryttere
I dressur- og springkonkurrencerne deltager 600 heste af fineste karat sammen med 300 verdensklasseryttere fra 11 nationer, som alle vil fremvise deres ypperste. Blandt deltagerne finder man de danske OL-ryttere, der imponerede stort ved legene i Tokyo. Publikum får således mulighed for at hylde de danske dressurryttere, der både har skabt flotte resultater ved OL i Tokyo og EM i Hagen i år.
Anført af EM-sølvvinder i kür Cathrine Dufour stiller hendes OL-holdkammerater Carina Cassøe Krüth og Nanna Skodborg Merrald også til start i World Cup-klassen. Cathrine Dufour har ladet sin OL- og EM-partner Bohemian blive hjemme, i stedet kan publikum gense Atterupgaards Cassidy, som er blevet 18 år – og ifølge Cathrine Dufour bliver stævnet nok et af hestens sidste i en lang og glorværdig karriere.
OL-reserve og EM-holdbronzevinder Charlotte Heering og Bufranco er på startlisten, og det samme er den dobbelte OL-finalist Anna Kasprzak.
Internationale stjerner
Udover danske stjerneryttere stiller svenskerne med deres absolutte toprytter Patrik Kittel, der kommer til start med den danske varmblodshoppe Fiontini. Patrik Kittel får selskab af Jeanna Högberg på Lorenzo. Herudover vil dansk/svenske Jacob Nørby Sørensen og Sheeran fuldende den svenske delegation i Herning.
Samtidig har tyskerne givet starttilladelse til Helen Langehanenberg og Annabelle og til Ingrid Klimke/Franziskus og Frederic Wandres med Hot Hit.
Fokus på fremtiden
Det er ikke kun de nuværende topryttere, men også de fremtidige, der er i fokus til World Cup Herning. Som noget helt nyt afvikles en turnering for U25-springryttere; European Youngster Cup. Dermed indgår World Cup-stævnet i en serie af springstævner med fokus på U25, som er linket mellem ungdomsrækken og den store springsport.
I MCH glæder man sig over igen at kunne byde gæsterne indenfor til det storstilede hestearrangement.
Det bliver en fantastisk oplevelse igen at kunne samle alle hestesportsinteresserede til fem forrygende dage, hvor arrangørerne fra Dansk Varmblod, Dansk Rideforbund og Equitour Aalborg har sammensat et spændende program, og udstillerne står parat med den bedste service til de besøgende. Vi glæder os, siger Anders Ladefoged Mortensen, projektchef i MCH.
Læs mere, se programmet og køb billetter her.