12-05-2018  - MCH PRESSE

Jyske Bank Boxen runder to millioner gæster

Jyske Bank Boxen runder to millioner gæster

Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S, lykønskede Tinna Sørensen fra Frederikshavn med titlen som gæst nummer to million i Jyske Bank Boxen. Tinna Sørensen var taget til Herning i selskab med sin far, mand og to sønner for at se Danmarks VM-kamp mod Korea. Foto: MCH/Lars Møller.

Lørdag eftermiddag kunne Jyske Bank Boxen fejre gæst nummer to million. Den heldige blev Tinna Sørensen fra Frederikshavn, som havde taget familien med til IIHF Ishockey VM i Herning.

Lørdag 12. maj rundede Jyske Bank Boxen en helt særlig milepæl, da gæst nummer to million trådte ind ad døren. Det skete i forbindelse med IIHF Ishockey VM 2018, hvor tusindvis af gæster valfartede til multiarenaen for at overvære opgøret mellem Danmark og Korea og fire år efter, at Jyske Bank Boxen kunne fejre gæst nummer én million.

- Jyske Bank Boxen er skabt til store stjerner og store mesterskaber. Vi glæder os over, at vi gennem årene har været i stand til at gennemføre den vision, vi havde med Danmarks første internationale multiarena, og at vi fastholder et højt niveau, hvad angår arrangementer og antal besøgende. Det kan kun lade sig gøre takket være vores gode samarbejdspartnere, siger Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S.

- At vi nu har rundet to millioner gæster er en stor glæde, og vi er taknemmelige over, at så mange har valgt at besøge os. Vi vil sammen med vore samarbejdspartnere fortsat gøre os umage for at skabe de bedste rammer for mesterskaber, musik og meget mere, så vores kunder og gæster også i fremtiden får de bedst mulige oplevelser her, siger Georg Sørensen.

Tre generationer på tur
Gæst nummer to million i Jyske Bank Boxen blev Tinna Sørensen fra Frederikshavn, som lørdag, i forbindelse med VM i ishockey, trådte ind ad døren i selskab med sin far, mand og deres to børn. De tre generationer var kørt til Herning for at støtte op om de danske ishockeyherrer:

- Det er simpelthen vores lykkedag i dag. Vi var inde og se Danmark spille mod Canada i mandags, og så besluttede vi meget impulsivt i morges, at vi ville ned og se kampen mod Korea også, så vi skyndte os at købe billetter og kørte afsted, og så sker det her. Det er da for vildt, lød da fra en meget glad og overrasket Tinna Sørensen.

Sammen med æren og en stor buket blomster modtog Tinna Sørensen og familien et gavekort til en valgfri oplevelse i Jyske Bank Boxen.

En verden af oplevelser
Siden Jyske Bank Boxen blev indviet 20. oktober 2010, har multiarenaen dannet ramme om en bred kavalkade af oplevelser af høj kaliber, både musikalske og sportslige. Blandt verdensberømte kunstnere har Jyske Bank Boxen lagt scene til Prince, Robbie Williams, Madonna, Adele, Paul McCartney, Ed Sheeran, Metallica og mange flere. Men også store sportsbegivenheder som VM og EM i kvinde- og herrehåndbold samt EM i bordtennis, volleyball og svømning har fundet sted.

Senest er Jyske Bank Boxen spillested for Danmarks gruppe ved IIHF Ishockey VM 2018, som er den største sportsbegivenhed på dansk jord nogensinde. Til januar vil multiarenaen igen være hele Danmarks hjemmebane, når VM i herrehåndbold 2019 løber af stablen.

 

FAKTA

  • Jyske Bank Boxen blev indviet i 2010 som Danmarks første indendørs multiarena.
  • Den første begivenhed var den udsolgte koncert med Lady Gaga 20. oktober 2010.
  • Jyske Bank Boxen har en kapacitet på op til 15.000 tilskuere afhængig af arrangement.
  • Som multiarena kan Jyske Bank Boxen danne ramme om alle typer kulturbegivenheder, koncerter såvel som internationale sportsarrangementer.
  • Den nye ankomstbygning foran Jyske Bank Boxen er en del af første etape af projektet Fremtidens MCH, der blev indviet i marts 2018. Anden etape af Fremtidens MCH påbegyndes efter IIHF Ishockey VM 2018. Fremtidens MCH støttes af Realdania og Herning Kommune.