01-10-2019  - MCH Presse

Kashmir genforenes i eksklusiv koncert i Jyske Bank Boxen

Kashmir genforenes i eksklusiv koncert i Jyske Bank Boxen

Pressefoto.

Fem års fravær fra scenen er forbi, når Kashmir giver et brag af en eksklusiv genforeningskoncert i Jyske Bank Boxen 28. maj 2020.

1991 var året, hvor Kashmir blev dannet, men i 2014 besluttede det populære band at holde en pause på ubestemt tid. Tiden er nu ikke længere ubestemt, og 2020 bliver året, hvor Kashmir gendannes i Jyske Bank Boxen, som for første gang skal huse en Kashmir-koncert.

Hvorvidt bandet nogensinde skulle gendannes har været uvist, men nu får publikum i Herning muligheden for at opleve et af tidens største, danske bands og genopleve de kæmpehits, der for mange udgjorde soundtracket til 90´ernes og 00´ernes ungdom. Siden beslutningen om en pause blev annonceret, har bandet hverken givet koncerter eller udgivet ny musik, men individuelt gjort plads til musikalske soloprojekter.

Kasper Eistrup, der er Kashmirs vokale frontmand, glæder sig over udsigten til at gå på scenen igen og fremhæver særligt den store efterspørgsel efter Kashmir-konstellationen som grundlaget for at gendanne gruppen.

- Hvis Kashmir nogensinde skulle vende tilbage, skulle tiden være til det, og det er den nu. De seneste år har vi oplevet en rørende efterspørgsel fra vores fans, og det har skubbet til vores egen lyst i en sådan grad, at vi nu er klar til at gå på scenen som Kashmir igen. Da vi valgte at holde pause på ubestemt tid, gjorde vi det uden at markere beslutningen, og vi skylder både os selv og i særdeleshed vores publikum at fejre vores fællesskab og det, vi har opbygget sammen, fortæller forsanger Kasper Eistrup, der sammen med Mads Tunebjerg, Asger Techau og Henrik Lindstrand udgør Kashmir.

På rejse gennem Kashmir-kataloget
Med et hitspækket bagkatalog bestående af numre som ’Mouthful of Wasps’ og ’Rocket Brothers’ slog Kashmir sit navn fast som et af de største rockbands i den danske musikbranche siden etableringen i 1991. Nu vil det ikoniske band tage publikum med på en rejse tilbage i tiden og gennem det store katalog.

- Vi ønsker at give alle en dejlig oplevelse med en rejse igennem hele Kashmir-kataloget. Vi kaster mere ind i kampen for det ultimative show, end vi nogensinde har gjort. Det pirrer mig, at vi aldrig har arbejdet med en produktion af dette omfang. Det bliver spændende at prøve kræfter med, og vi håber, det bliver nogle fantastiske oplevelser, afslutter den stærke forsanger.

Kashmir kan opleves i Jyske Bank Boxen torsdag 28. maj 2020. Billetsalget starter fredag 4. oktober kl. 10.00 på mch.dk.