1) The Push
2) Kalifornia
3) Mouthful of Wasps
4) Graceland
5) No Balance Palace
6) Petite Machine
7) Seraphina
8) Melpomene
9) Peace in the Heart
10) Vote for Dick Taid
11) Mom in Love, Daddy in Space
12) Miss You
13) In the Sand
14) Lampshade
15) She's Made of Chalk
16) Purple Heart
17) The Story of Jamie Fame Flame
18) Surfing the Warm Industry
19) The Cynic
Ekstra
20) Gorgeous
21) Cellophane
22) Leather Crane
23) Rocket Brothers
Ekstra-ekstra
24) The Aftermath
25) Splittet til Atomer
Jubelbrølet var enormt, da Kashmir lidt over otte torsdag aften indtog scenen i Jyske Bank Boxen og indledte det, der skulle vise sig at blive to timer og fyrre minutters regulært triumftog for det genforenede band. Otte år efter gruppens seneste koncert blev det talstærke publikum i Herning forkælet med et comebackbrag af dimensioner, hvor bandet helt fra start havde publikum i sin hule hånd og allerede efter fremførelsen af åbningsnummeret 'The Push' modtog et kæmpe bifald.
Den kærlige og meget dedikerede modtagelse af bandet fik undervejs frontmand Kasper Eistrup til at ytre sin taknemmelighed.
- Kære venner. Jeg tillader mig at kalde jer venner. Det føles som gamle venner, og det føles som otte år siden. Det her, det er fuldstændig ubeskriveligt, og det er det takket være jer. Det er et gigantisk fællesskab, som jeg ikke helt var forberedt på. Der er noget, som har manglet i lang tid, men nu står vi her, og I er her og har beholdt jeres billetter for at se os, lød det fra en tydeligt overvældet Kasper Eistrup.
I det hele taget blev den i øvrigt næsten udsolgte koncert en særdeles generøs tour de force rundt i alle afkroge af Kashmirs omfattende bagkatalog. Således kunne de tusindvis af fans fryde sig over både at få serveret mindre kendte perler fra bandets første plader og selvfølgelig en sand hitparade fra det helt store gennembrudsalbum ’The Good Life’ (1999) og frem.
Gribende fællessang
Fællessangen var decideret gribende under balladen ’Lampshade’, genhøret med ’Mom in Love, Daddy in Space’ var åbenlyst tiltrængt, og under ’Miss You’ blev der slet og ret bare rocket godt og grundigt igennem på både scenen og i salen. Det ene øjeblik var forestillingen øm, smuk og indtagende, andre gange var den anderledes ruskende og fandenivoldsk, som da det eksempelvis gjaldt ’Leather Crane’. Gensynsglæden var konstant og gensidig, og der var et stærkt bånd band og publikum imellem; der blev jublet og krammet i salen og smilet og takket fra scenen.
Koncerten bød hele tiden på nye stjernestunder, som da eksempelvis ’The Story of Jamie Fame Flame’, ’Graceland’, ’Surfing the Warm Industry’ og ’Mouthful of Wasps’ blev behørigt og højkompetent luftet. Allerstørst var ekstasen dog nok under aftenens tredjesidste nummer, ’Rocket Brothers’ (’Aftermath’ og ’Splittet til Atomer’ satte sammen det sidste punktum som ekstra-ekstranumre), hvor fællessangen blev ekstra kraftig.
Undervejs var publikum i de mest rørende øjeblikke flinke til at hjælpe med lyset fra deres mobiltelefoner. Desuden var en sjov detalje, at stifteren af Mexicos største Kashmir-fanklub var rejst hele vejen til Danmark for endelig igen at kunne opleve bandet, hvilket medførte en hilsen fra scenen. Det siger noget om den loyalitet, som Kashmir 31 år inde i karrieren og tilmed oven på en otte år lang pause stadig nyder – noget, der i den grad blev cementeret denne aften i Herning.
Næste koncert i Jyske Bank Boxen er med det tyske hardrock-band Scorpions, der gæster arenaen 10. juni. Siden følger den hollandske violinist André Rieu 25. juni.
ANMELDELSER
Gaffa: 5/6 stjerner
Med to timer og 45 minutters koncert kan man ikke beskylde Kashmir for ikke at give deres fans noget for pengene, og jeg tror, langt de fleste fik, hvad de kom efter. Det yderst veloplagte band kom godt rundt i deres syv album store bagkatalog, ikke overraskende med hovedvægten på hovedværkerne The Good Life og Zitilites, men alle album var repræsenteret, tilsat et par sjældenheder.
Poplish: 4/5 stjerner
De fans, der havde ventet i over to år på at se Kashmir vende tilbage til den danske musikscene fik koncert for alle pengene, da københavnerbandet med det svenske islæt indtog Herning med en koncert på omkring de to timer og 45 minutter. [...] var man taget i Jyske Bank Boxen for at blive mindet om, at Kashmir er et af de bedste og vigtigste bands i nyere dansk musikhistorie, så blev man det. Hvilket nok også var meningen med det hele. For det var nemlig lige præcis som det skulle være, en reunionkoncert. Alt det bedste fra bagkataloget blev hevet frem.
Herning Folkeblad: 5 stjerner
[...] en stjerneparade af en comeback-koncert, der fra start til slut truede med at sprænge både loft og trommehinder. Og sådan skal det selvfølgelig være. For når et af Danmarks største rockorkestre vender tilbage efter otte år uden en eneste lyd, skal det selvfølgelig gøres med et eftertrykkeligt brag. Og det leverede Kashmir.