FAKTA
- Musicalen 'Midt om Natten' har premiere i MCH Herning Kongrescenter 5. april og spiller frem til 27. april.
- Hovedrollerne som Benny, Susan Himmelblå og Arnold spilles af Teit Samsø, Laura Wildt og Daniel Høi-Nielsen.
- Flere lokale aktører bidrager med kreationer såsom kostumer og scenografi til 'Midt om Natten', nemlig TEKO og Aktiv Centret.
- Musicalen 'Midt om Natten' er baseret på filmen af samme navn fra 1984 af Erik Balling, Henning Bahs og Kim Larsen. Larsen spillede sammen med Erik Clausen og Birgitte Raaberg hovedrollerne som Benny, Arnold og Susan Himmelblå. Kim Larsen modtog en Robert for sit skuespil i filmen, som han også havde skrevet en lang række sange til.
- Filmen 'Midt om Natten' (1984) er med sine 922.923 solgte billetter blandt de bedst sælgende danske film nogensinde.
- Kim Larsens album 'Midt om Natten' (1983) er det bedst sælgende danske album nogensinde.
Sange og dansetrin øves til fingerspidserne, replikkerne foldes ud, og kostumer samt scenografi klargøres til at danne de rigtige rammer for en helt særlig forestilling. 80 talentfulde medvirkende - på og bag scenen - skal være med til at hylde en af Danmarks største nationalskjalde, Kim Larsen, når filmhittet 'Midt om Natten' vækkes til live i en sprudlende musicalversion 5.-27. april i MCH Herning Kongrescenter.
Og stemningen er god. Rigtig god. Og smilet blev lige en tand større, da MCH Musicals seneste egenproduktion 'We Will Rock You' vandt prisen Ticketmaster Award i kategorien 'Årets Underholdning'.
- Den anerkendelse er vi meget taknemmelige for, og den går til hele holdet. Det giver et skud god energi, men det forpligter også, og vi glæder os til at bygge videre på succesen, lyder det fra kulturchef i MCH, Rasmus Kragh Hansen, som også glæder sig over det forrygende billetsalg til 'Midt om Natten', der har udløst endnu en forestilling.
Som en lige linje fra 'We Will Rock You' er den anmelderroste hovedrolleindehaver Teit Samsø tilbage på scenen - igen i hovedrollen - lige som der er andre gengangere fra seneste produktion, hvor de også ydede en overbevisende præstation.
Publikum kan se frem til masser af musik og glædelige genhør, for musicalen rummer hele 25 sange af Gasolin' og Kim Larsen (1945-2018), som med sine jordnære tekster og populære melodier blev en af de største og mest folkekære danske musikere gennem tiderne. Musicalen, som er baseret på filmen af samme navn (1984) med Kim Larsen selv i hovedrollen, byder på ikoniske klassikere som 'Joanna', 'Kvinde Min', 'Susan Himmelblå', 'Pianomand' og mange flere kæmpehits fra Kim Larsens store og elskede bagkatalog, som mange danskere på tværs af generationer har et nært forhold til.
Action med Lasse Spang Olsen og drømme om et frit samfund
Ud over medrivende musik rummer musicalen også et væld af drama i sin handling: En flok slumstormere har forskanset sig i et forladt hus, som politiet smider dem ud af. Vennerne Benny og Arnold starter sammen med nogle unge et lille fribyttersamfund kaldet Haveje på en forladt industrigrund. Både Arnold og Benny får et godt øje til Susan Himmelblå, hvilket ikke er ukompliceret. Pressen får nys om Haveje, og snart vil en lokal rockerbande også "lege med". Haveje bliver en varm, politisk kartoffel, og nogle vil stedet til livs. Skal det lykkes drømmerne at redde situationen?
Som en kærlig hilsen til ophavet laver stuntman Lasse Spang Olsen stunts for MCH Musical, ligesom han gjorde det til filmen.
Store musicaløjeblikke i Herning skabes af talentfulde fællesskaber
'Midt om Natten' bliver den 48. i rækken af MCH's egenproducerede musicals. MCH Musicals egenproduktioner, som begyndte med 'Sommer i Tyrol' i 1992, er blevet en stærk, lokal tradition, som har født nye talenter til den danske musikscene, og det hele bliver til i et inspirerende samarbejde mellem håndplukkede professionelle, frivillige talenter og ildsjæle fra hele landet, hvoraf mange har masser af musicalerfaring, også fra MCH-regi.
I MCH ser man frem til at opføre musicalen:
- Det er noget helt særligt for os at kunne opføre 'Midt om Natten', endda i 40-året for filmens premiere. Vi anser forestillingen som en taknemmelig hyldest til Kim Larsen og alt det, han har beriget os med. Han er en af danskernes absolutte yndlingssangere, og han ramte noget helt særlig med sin blanding af folkelighed og poetiske og musikalske perler. Vi glæder os til at præsentere en fantastisk musicaloplevelse for publikum. Hele det talentfulde hold arbejder ihærdigt og energisk på at skabe en gribende forestilling, siger Rasmus Steenberg, som er projektleder og kapelmester i MCH Musical.
'Midt om Natten' har premiere 5. april og spiller indtil 27. april i MCH Herning Kongrescenter. Læs mere om musicalen her.