17-10-2023  - MCH Presse

Kom helt tæt på 5000 dyr til landsudstilling i MCH

Kom helt tæt på 5000 dyr til landsudstilling i MCH

Foto: MCH/Tony Brøchner

Familier såvel som fagfolk kan få en rigtig god oplevelse den sidste weekend i oktober, når MCH Messecenter Herning bliver forvandlet til et mini-zoo med høns og kanariefugle i mange farver og racer, samt gæs, ænder, kaniner og meget mere.

LANDSUDSTILLINGEN FOR RACEFJERKRÆ OG RACEDUER

  • I MCH Messecenter Herning, 28.-29. oktober 2023.
  • Udstillingen fandt senest sted i MCH Messecenter Herning i 2022.
  • Arrangeres af Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl og Danmarks Racedueforeninger.
  • Jysk Fynsk Kanarieklub holder danmarksmesterskaber på udstillingen.

Kaglen, pippen, kurren og skræppen. Det er nogle af de mange dyrelyde, der vil møde gæsterne i MCH Messecenter Herning 28.-29. oktober. Her fyldes hallerne nemlig af Landsudstillingen for Racefjerkræ og Raceduer, hvor hobbyopdrættere fra hele landet vil fremvise deres mange dyr. Publikum kan se frem til at opleve godt 2500 høns, dværghøns, gæs, ænder og kalkuner, omkring 1600 duer, 600-800 kanariefugle og 100 kaniner. Det er kort sagt Danmarks største udstilling af sin slags.

Og høns er jo ikke bare høns. Mange forskellige racer vil være at finde på udstillingen, og der bliver noget at se på, for mange af racerne vises i flere farvevariationer. Ud over danske landhøns kan man blandt andet se hønseracen Italiener, som er en gammel æglægningsrace, der er begyndt at blive populær igen, og en anden race i fremgang, den amerikanske race Wyandotter, samt den franske race Maran, der lægger næsten sorte æg og den engelske race Orpington, der bliver brugt som havehøns.

På udstillingen vil dommere fra bl.a. Norge, Sverige og Tyskland stå for kåringer af de flotteste repræsentanter for de forskellige racer. For eksempel vil der være præmiering af silkehøns og dværgsilkehøns, gæs og ænder. Hver dommer skal dømme 60-70 dyr.

Også publikum inddrages i vurderingen af dyrene. For duer og høns vil der søndag være 'Best in show'. Her er nogle af de dyr, der har fået flest point af dommerne, udvalgt, og så kan publikum stemme på, hvem der skal være 'Best in show'. Det plejer at være et populært højdepunkt i udstillingen.

En mangfoldig oplevelse for alle - et godt udflugtsmål for familien
Man behøver ikke være hverken ekspert i fjerkræ eller hobbyavler for at få noget ud af udstillingen, lyder det fra arrangøren.

- Her kan man tage på familieudflugt. Det er en oplevelse for alle at se den mangfoldighed, der er i racefjerkræ og de andre udstillede dyr. Man bliver for eksempel overrasket, når man ser, at en kanariefugl ikke bare er gul eller rød. Der findes mange farver og sjove typer, siger Willy Littau, der er udstillingsleder på vegne af Danmarks Fjerkræavlerforening, som oplever fremgang, blandt andet fordi flere danskere begynder at holde høns i haven.

Ud over at man kan komme helt tæt på dyrene og for eksempel klappe en høne, kan man få en god snak med de mange opdrættere, som meget gerne fortæller om deres dyr. For foreningerne er udstillingen også vigtig, fordi deres medlemmer kan mødes, vise årets opdræt til hinanden og få en god snak mellem burene.

For mange danskere er det at holde racefjerkræ en afholdt beskæftigelse:

- Det er en livsstil, en levende hobby. Det er også en sund hobby. Mange af vores medlemmer er langt oppe i årene, men stadig raske og rørige. Jeg er selv næsten 80 år og har haft fjerkræ siden jeg var 16, og det holder mig stadig ung. Man stresser af ved hønsene og duerne, og belaster ikke det kommunale eller det regionale system med behov for behandling eller piller. For det er livsbekræftende at have en hane, der galer, lyder det fra Willy Littau, der i 25 år var formand for Danmarks Fjerkræavlerforening og i sit civile liv har været byggeleder i et arkitektfirma, der blandt andet har bygget Ikast Rådhus.

Læs mere om arrangementet på racefjerkrae.dk


Se flere billeder