02-09-2019  - MCH Presse

Kom tæt på industrien for medicinsk cannabis

Kom tæt på industrien for medicinsk cannabis

North Grow finder sted i MCH Messecenter Herning 6.-8. september 2019. Foto: North Grow

Den første weekend i september kan man for første gang opleve messen North Grow i Herning, hvor besøgende kan blive opdateret på den nyeste viden og de nyeste produkter inden for medicinsk cannabis.

Info om messen

  • North Grow-messen finder sted 6.-8. september i MCH Messecenter Herning
  • Messen henvender sig til såvel fagfolk som privatpersoner, der ønsker mere viden om medicinsk cannabis
  • Det er anden gang, North Grow-messen finder sted
  • Messen er den første af sin slags i Norden

Såvel fagfolk som privatpersoner kan blive klogere på medicinsk cannabis og møde den industri, der står bag produktionen heraf, når North Grow-messen 6.-8. september finder sted i MCH Messecenter Herning.

Messens tre dage byder på udstillinger fra et bredt og internationalt udsnit af repræsentanter fra industrien, og de besøgende kan samtidig hente værdifuld viden i messens åbne konferencesal. Her vil nøglepersoner sammen med patienter og politikere give et indblik i og debattere blandt andet forskning og lovgivning inden for anvendelse af cannabis til både medicinsk og rekreativt brug.

Stor interesse for medicinsk cannabis
Interessen for medicinsk cannabis er stigende, og 1. januar 2018 begyndte en forsøgsordning, som giver læger mulighed for at ordinere medicinsk cannabis til en afgrænset patientgruppe, heriblandt patienter med sklerose, rygmarvsskader og kroniske smerter.

27 danske virksomheder har fået Lægemiddelstyrelsens tilladelse til at dyrke og producere cannabis til medicinsk brug, men ikke alle er i gang endnu, så mange af dem kommer som gæster på messen for at netværke og få inspiration til produktionen.

Ifølge messens arrangør, Cutter Mehri fra North Grow, er formålet med messen at give danskerne information og oplysning om cannabisbranchen og dens udvikling. Medicinsk cannabis er nyt for alle i Danmark, og messen henvender sig til både patienter, læger og alle andre interesserede.

- Besøgende kan se frem til at opleve spændende talere og informative foredrag, et bredt sortiment af produkter, nye brands, belysning til produktion og meget mere. Vi forsøger at skabe en diversitet, så der er noget for alle, siger Cutter Mehri.

Messe med internationalt præg
North Grow, som blev afholdt første gang i Bella Center i København i 2018, er en international messe. Virksomhedsrepræsentanterne fra udlandet er ifølge arrangøren nysgerrige på og imponerede over standarderne, produktionen og udviklingen inden for medicinsk cannabis i Danmark, som er førende på området på grund af opbakningen fra Lægemiddelstyrelsen og Landbrugsstyrelsen.

Konferenceprogrammet har også et internationalt islæt med foredragsholdere fra Canada, Israel, Spanien og Holland, der vil tale om forskning i og anvendelse af medicinsk cannabis. Blandt de danske foredragsholdere kan besøgende se frem til at møde producenter og patienter, komikeren Omar Marzouk samt godsejer og hamp-producent Flemming Hynkemejer fra Møllerup Gods.