ARRANGEMENTER I MCH HERNING KONGRESCENTER FREM TIL SOMMERFERIEN
- TV-2 Live, 22. maj
- Den Rød-Hvide koncert, 23. maj
- In The Air Tonight (Phil Collins-hyldest), 26. maj
- Thomas Rathsack, 27. maj
- Michael Learns To Rock, 28. maj
- "John" Rasmus Bjerg hylder John Mogensen, 5. juni
- Hella Joof, 7.-8. juni
- Dizzy Mizz Lizzy, 11. juni
Torsdag aften kunne MCH atter byde gæster inden for i MCH Herning Kongrescenter til det første arrangement siden nedlukningen i december. Rune Klan var aftenens hovedperson, og fra scenen i Teatersalen inviterede han publikum ind i sit magiske univers, som bød på masser af humor og eftertænksomhed. Flere af aftenens gæster havde beholdt deres billet til showet i mere end et år trods flere udskydelser.
Rune Klan underholdt vanen tro med sine storslåede hjemmebyggede rekvisitter tilsat masser af opfindsomhed, seriøsitet og morsomme indslag til stor glæde for aftenens gæster, der var glade for at opleve kulturen live igen:
- Det var bare mega dejligt at komme ud og føle, at man lever lidt igen. Selvom der er afstandskrav og alt det der, så er sikkerheden i top, folk er glade, og der er bare en god stemning, sagde Camilla Vendelbo fra Tjørring, der torsdag havde taget turen til kongrescentret sammen med sin veninde.
Hun var samtidig både overrasket og positivt overvældet over showets indhold:
- Det var meget mere end standup og en masse grin. Det var også rørende, og Rune Klan havde en god livsfortælling, som han fortalte på en sjov måde. Vi sluttede faktisk af med til sidst at sidde og fælde en lille tåre, og det havde jeg nok ikke regnet med, da jeg skulle til standup.
En anden gæst, der var helt enig i den betragtning, var Diana Bach Bak, som var til showet i selskab med sin mand Kristian:
- Det var virkelig, virkelig sjovt. I det hele taget er det bare fedt at komme ud igen, og at det så var til Rune Klan, det var jo bare fedt.
Også aftenens hovedperson var glad og overvældet over det netop veloverståede show:
- Det var vildt dejligt at stå på scenen igen. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg var nervøs og spændt, men det virkede som om, at folk bare var megaklar og helt oppe og støde fra starten af, så det var fedt. Jeg var også lidt smårørt over det, hvis jeg skal være helt ærlig, fortalte Rune Klan, der både var lettet og taknemmelig efter sit første show i mere end seks måneder.
Store liveoplevelser på plakaten
Næste arrangement i MCH Herning Kongrescenter er TV-2, som kan opleves 22. maj. Herefter følger blandt andre Michael Learns To Rock, Hella Joof og Dizzy Mizz Lizzy.
Arrangementerne gennemføres sundhedsmæssigforsvarligt som siddearrangementer med sektioner á 500 gæster og krav om to kvadratmeter pr. person, værnemidler og coronapas. Gæsterne vil ligesom i efteråret blive mødt af tryghedskonceptet TrygtMCH, som har fokus på adfærd, afstand, antal og hygiejne.
Kulturprogrammet fortsætter efter sommerferien og ind i efteråret, hvor man blandt andre kan opleve Søren Huss, Christian Fuhlendorff, Keld & Hilda, MGP Galla Show, Poul Krebs og mange flere. Billetter kan købes her.