Kopenhagen Fur holder Farmerdag fredag den 26. august i MCH Messecenter Herning. Her fremviser flere end 40 udstillere de nyeste maskiner og udstyr til minkfarme og bearbejdning af skind, mens Kopenhagen Fur vil vise de bedste metoder til pelsning og kvalitetssikring.
Klokken 11 afholder Kopenhagen Fur et informationsmøde for alle interesserede, hvor blandt andet biproduktforordningen, forebyggelse af våd bug og planlægning af plasmacytosetesten vil være på dagsordenen.
Populært i branchen
Til sidste års Farmerdag i MCH lå besøgstallet på 800 branchefolk i form af udstillere og minkavlere, og arrangørerne håber at kunne tiltrække mindst lige så mange i år. Succesraten afgøres dog ikke af besøgstallet:
- Dem, der deltager, er mennesker, der har noget at gøre med pelsning, og succesraten måles på, om de er tilfredse, siger rådgiver hos Kopenhagen Fur Hans Henrik Møller og tilføjer, at deltagerne plejer at gå glade fra Farmerdag.
Farmerdagen foregår i hal M i MCH Messecenter Herning, og der er åbent fra 09:30-16:00.