MCH skyder nytåret ind med et brag af en koncert søndag 16. januar 2022. Traditionen tro afholdes nytårskoncerten med promenadeorkestret Lauseniana, og publikum kan se frem til at tage hul på 2022 med en festlig klassisk koncert, når nytårskoncerten afholdes for 44. gang i MCH Herning Kongrescenter.
Repertoiret vil spænde fra wieneroperetternes fejende valserytmer over Lumbyes indsmigrende melodier til vore dages moderne musicaltoner og filmmusik. Fællesnævneren er glade og livsbekræftende toner.
Promenadeorkestret Lauseniana med tilnavnet slyngelorkestret er et jysk-fynsk underholdningsorkester, som arbejder for at skabe musikglæde gennem underholdningsmusikken. Siden orkesteret blev stiftet i 1963, har de givet utallige anmelderroste koncerter i Danmark og ved mange lejligheder optrådt i radio og TV samt på koncertturnéer i udlandet.
Navnet LAUSENIANA går tilbage til orkestrets grundlægger, afdøde musikdirektør Chr. Lausen, som tog initiativet til at etablere et orkester bestående af håndplukkede musikere. Fra en beskeden start er orkestret vokset til fuld symfonibesætning med 70 faste musikere, som kommer fra det meste af Jylland og Fyn.
Sopran med stor spændvidde
Til Nytårskoncerten 2022 medvirker den 33-årige koloratur-sopran Sibylle Glosted. Hun er vokset op i en musikalsk og kunstnerisk familie som datter af skuespiller og sangerinde Betty Glosted og operasanger Erik Andersen.
Sibylle Glosted er uddannet i klassisk sang på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2013 og senere som operasangerinde fra Operahögskolan i Stockholm. Hun har et stort koncertrepertoire og har optrådt i både ind- og udland. En af hendes største koncerter og roller har været elverkongens datter i Niels W. Gades Elverskud opført i Konservatoriets Koncertsal i København 2017. Hun var Årets Unge Operatalent på Copenhagen Opera Festival i 2017, og samme år modtog hun den prestigefulde pris Årets Reumert Talentpris for sin optræden som Ofelia i Hamlet in Absentia. I 2018 spillede hun med i Andrew Lloyd Webbers musical -"The Phantom of the Opera" på Det Ny Teater i København. Her modtog hun flotte anmeldelser for sin hovedrolle som Christine Daaé - en rolle, hun sang hele 96 gange.
Nytårskoncerten kan opleves i MCH Herning Kongrescenter 16. januar 2022. Billetter til den populære og efterspurgte koncert kan købes her.