Anført af guitarist og sanger Andy Scott, der har været med siden gennembruddet i starten af 1970'erne, indtager det ikoniske rockband Sweet Herning til foråret, hvor publikum kan se frem til et frydefuldt genhør med klassikere som 'Block Buster!', 'The Ballroom Blitz', 'Funny, Funny', 'Little Willy', 'Fox on the Run' og 'Love Is Like Oxygen'.
Det bliver både festligt og farverigt, når glamrock-bandet indtager scenen med deres signaturlyd, der konstant byder på smittende hooks, heftige riffs og ikke mindst medrivende melodier. En uimodståelig blanding af powerpop og hardrock er i vente, og forventningsglæden er da også stor hos Torben Kølbæk, der er leder af kultur og kommunikation i MCH A/S.
- Sweet fortæller en fascinerende historie, og der er udsigt til en stor og mindeværdig oplevelse, når bandet gæster Herning. Det er imponerende, at Andy Scott har formået at genskabe og fastholde bandets vitalitet i så mange år, og det skal blive enormt spændende både at høre alle klassikerne, som vi husker fra 70'erne, og naturligvis også bandets nyere numre. Vi ser meget frem til en underholdende koncert, hvor der både er plads til mesterlig musikalitet og eksplosive energiudladninger, lyder det fra Torben Kølbæk.
Sweet blev dannet i London i 1968 og dominerede hitlisterne i 1970'erne med en række hits, der især gik rent ind i USA og Europa. Bandet gik i opløsning i 1981, men Andy Scott genoplivede gruppen med en ny besætning i 1985 og siden har han ikke set sig tilbage. Det er sågar blevet til en stribe nye album, hvoraf 'Full Circle' (2024) er det seneste.
Sweet spiller i MCH Herning Kongrescenter lørdag 23. maj 2026. Billetsalget starter 25. september klokken 10 her på mch.dk.